Bordtennisvalg i Qatar endte i kaos efter afstemning

28. MAJ 2025 • 13:24SPORT

Der opstod kaos i Doha, da Petra Sörling blev genvalgt som præsident i Det Internationale Bordtennisforbund.

Svenske Petra Sörling fik hjælp af personale fra den svenske ambassade, da hun tirsdag skulle forlade Det Internationale Bordtennisforbunds kongres i Doha, Qatar.

- Stemningen i lokalet var så aggressiv, og jeg følte mig ikke tryg, siger Sörling til Dagens Nyheter.

Svenskeren blev under kongressen genvalgt som præsident i forbundet.

Hun besejrede udfordreren Khalil al-Mohannadi fra Qatar med 104 stemmer mod 102.

Da stemmeresultatet var en realitet, protesterede al-Mohannadis tilhængere højlydt mod stemmeprocessen og krævede, at valget skulle gå om.

Ifølge Sörling var scenerne hverken rolige eller ordentlige, men hun mener, at valgresultatet er reelt.

- Og hvis nogen vil klage over det, må de henvende sig til CAS (sportsdomstol, red.) eller en civil domstol, siger hun.

Henrik Vendelbo, formand i Bordtennis Danmark, fortæller til DR, at det var en ubehagelig oplevelse.

Han var til stede under optrinet og forlod stedet for at være sikker på, at han kunne komme hjem til Danmark.

- Jeg var usikker på, hvad det kunne føre til, siger Vendelbo, der kalder kongressen for et "gedemarked", til DR.

Ved valget kunne man både stemme fysisk i salen eller via en digital stemmetjeneste.

Kritikken opstod ifølge Dagens Nyheter, da det viste sig, at der i stemmeresultatet var fem flere stemmer online end det antal tilstedeværende, som kongressens dirigent havde oplyst før afstemningen.

Sörling påpeger, at ikke alle stemmeberettigede nødvendigvis var logget ind, da tilstedeværelsen blev opgjort.

Det tætte valgresultat hænger ifølge den genvalgte præsident sammen med, at kongressen fandt sted i Qatar.

Hun er således overbevist om, at resultatet havde været mere klart, hvis forbundet havde afholdt valget et andet sted end i udfordrerens hjemland.

Qatars bordtennisforbund oplyser ifølge nyhedsbureauet NTB, at valgresultatet skal granskes.

Kaosset under kongressen betød, at generalforsamlingen blev suspenderet. Forbundet nåede ikke at stemme om, hvem der skal være vicepræsidenter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT