Tre grand slam-spillere skal jagte historisk plads i Final 8
Danmarks tennislandshold rejser i september sydpå for at møde Spanien i kampen om en plads i Davis Cup Finals.
I begyndelsen af året kunne de danske Davis Cup-spillere ikke få armene ned oven på den sejr, de sikrede sig mod Serbien.Den 13. og 14. september skal de forsøge at gentage den succes i kampen om at få en plads i Final 8. Og det bliver med intet mindre end tre grand slam-spillere på holdet.
Det skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.
Det er Holger Rune, Elmer Møller og August Holmgren, der som tre af de fem spillere skal kæmpe mod det spanske landshold, der blandt andre består af verdens nummer to, Carlos Alcaraz. De tre danskere var alle med i Wimbledon tidligere på sommeren.
Hos den danske Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, er der optimisme at spore.
- Vi har et utroligt godt hold. Som vi har sagt de sidste par gange, er det muligvis det bedste danske Davis Cup-hold nogensinde, siger han i meddelelsen og tilføjer:
- Det siger sig selv, at Holger skiller sig meget ud som en af verdens bedste spillere. Mens Elmer nærmer sig top-100, og August har konkurreret med spillere fra toppen her på det seneste.
Ifølge kaptajnen er der tale om en af de største og mest spændende kampe i dansk Davis Cup-historie.
- Det bliver selvfølgelig en svær kamp på udebane mod Spanien. For mig er det lidt uinteressant, hvor stor muligheden er, eller hvor lille chancen er. Det vigtigste er bare, hvor chancen er, og hvordan vi kan gribe opgaven an i forhold til det, siger Frederik Løchte Nielsen.
På trods af at Davis Cup-kaptajnen forudser en drilsk kamp mod Spanien, øjner han gode chancer.
- Vi ser selvfølgelig nogle muligheder, så det er dem, vi fokuserer på. Vi går ind til opgaven og tror på, at vi har en mulighed for at vinde hver kamp, siger Løchte Nielsen.
Ud over de tre grand slam-spillere består det danske landshold af Christian Sigsgaard og Johannes Ingildsen.
Hvis Danmark vinder over Spanien, er det første gang nogensinde, at holdet kvalificerer sig til Davis Cup Finals, der spilles i Bologna 18. til 23. november.
Hvis Danmark taber kampen, bliver holdets næste landskamp i 2026 i første runde af Davis Cup Qualifiers.
/ritzau/
