To hjørnesparksmål hjælper Arsenal til sejr over Chelsea
William Saliba og Jurrien Timber scorede efter hjørnespark, da Arsenal slog Chelsea i London-derby.
Arsenal har igen en smule luft i toppen af Premier League. Søndag lykkedes det således at vinde London-derbyet mod Chelsea med 2-1 på hjemmebane.Dermed har Arsenal fem point ned til Manchester City på andenpladsen, men City har dog spillet en kamp færre.
Arsenal vandt som så mange gange før på sin evne til at score efter hjørnespark. Sådan blev begge scoringer til søndag, og Mikel Artetas tropper har ifølge Viaplay nu scoret 16 gange i Premier League i denne sæson i forbindelse med hjørnespark.
Nyhedsbureauet NTB beretter, at der er tale om en tangering af Premier League-rekorden.
Arsenal skabte nærmest intet i kampens første 20 minutter, men så kom det første målgivende hjørnespark.
Bukayo Saka sendte bolden ind foran mål, hvor William Saliba pandede bolden i nettet til 1-0 via en forsvarer på selve stregen.
Chelsea var fint med i kampen, og der skulle også et hjørnespark til at få udeholdet på tavlen. Arsenal-forsvareren Piero Hincapie blev noteret for et selvmål, da han snittede bolden i eget net i første halvlegs tillægstid.
Og selvfølgelig var det også et hjørnespark, der banede vejen for endnu en Arsenal-føring midtvejs i anden halvleg.
Denne gang serverede Declan Rice, og Jurrien Timber scorede i det tætbefolkede felt.
Chelseas spillere appellerede for en forseelse, og Pedro Neto blev honoreret med et gult kort, som skulle blive dyrt tre minutter senere, da han fik et nyt gult kort og dermed rødt.
Med en spiller i undertal var der et bjerg at bestige for Chelsea, og det var da også Arsenal, der pressede for et mål mere.
I tillægstiden var Chelsea dog tæt på ved Alejandro Garnacho, men David Raya reddede mesterligt helt ude ved stolpen.
Chelsea nåede også at have bolden i nettet efterfølgende, men en offside kom Arsenal til gode.
Med et kvarter tilbage skiftede Arteta sin danske midtbanespiller, Christian Nørgaard, ind til sjældne Premier League-minutter, og han var med til at køre sejren hjem.
/ritzau/
