Tidlig scoring leder Arsenal mod sejr i lunken indsats

3. DEC 2025 • 22:38SPORT

Arsenal var et stykke fra topniveauet og brændte nogle store chancer, men fik alligevel nedlagt Brentford.

Siden Brentford i sommeren 2021 entrerede Premier League med en overraskende 2-0-sejr over Arsenal, har Brentford ikke formået at besejre London-rivalen.

To uafgjorte kampe og seks nederlag var det blevet til, før holdet onsdag aften indkasserede nederlag nummer syv. Arsenal vandt 2-0 på hjemmebane.

En tidlig scoring af Mikel Merino og en overtidsscoring af Bukayo Saka blev forskellen på de to hold.

Med sejren rykker Arsenal igen fem point fri af Manchester City i toppen af Premier League, efter at City vandt tirsdag. Brentford er placeret lige under midten i tabellen.

Gæsternes Mathias Jensen var eneste dansker blandt de 22 startende. Mikkel Damsgaard sad på Brentfords bænk, mens Christian Nørgaard efter sommerskiftet mellem de to klubber tog plads på Arsenals bænk.

I de første 45 minutter stod der Arsenal på det meste, og allerede efter ti minutters spil tog ligaduksen føringen.

Et flot Arsenal-angreb blev afsluttet med et perfekt indlæg fra Ben White og en hovedstødsscoring af den falske nier Mikel Merino.

Gæsterne havde ikke ret meget at bringe offensivt. Damsgaard så ud til at være savnet som kreatør, og det var primært på dødbolde, at Brentford gæstede Arsenals felt.

Brentford skulle være glade for at komme til pause med 0-1, og i anden halvleg fik man flyttet spillet længere frem på banen i perioder.

David Raya i Arsenal-målet blev ikke overbelastet, men hjemmeholdets bagkæde fik mere at forholde sig til i en periode.

For at sætte yderligere tryk på offensiven, blev Damsgaard og Igor Thiago skiftet ind efter en times spil. I samme ombæring boostede Arsenal dog sin offensiv med Eberechi Eze og Bukayo Saka.

Sidstnævnte duo viste sig at gøre en større forskel end Damsgaard og Thiago.

Saka brændte en gigantisk chance i slutfasen, før han i tillægstiden afgjorde kampen med målet til 2-0 på en kontra.

I bunden af Premier League fortsatte rædslerne for Wolverhampton. Det er kun blevet til to point, og der kom ikke flere ind på kontoen onsdag, hvor man tabte 0-1 hjemme til Nottingham Forest.

Det samme gjorde Burnley hjemme mod Crystal Palace, mens Brighton og Aston Villa holdt målfest. Det endte med en 4-3-sejr til sidstnævnte.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT