Thomas Franks anfører ser rødt i nederlag på Old Trafford
Tottenham var i undertal i en time, da Manchester United vandt 2-0 og tog sin fjerde ligasejr på stribe.
Fire sejre i lige så mange Premier League-kampe.Det er facit for den midlertidige træner Michael Carrick hos Manchester United, efter at klubben lørdag vandt 2-0 over Tottenham på Old Trafford.
Thomas Franks tropper havde svære betingelser i opgøret, da anfører Cristian Romero blev sendt tidligt i bad efter en halv time.
Med sejren har United foreløbigt sat sig tungt på fjerdepladsen i tabellen.
Der er fire point ned til Chelsea og fem til Liverpool, der begge har en kamp i hånden.
Omvendt ser det meget sort ud for Tottenham, der ryger ned på 15.-pladsen, hvis Crystal Palace søndag får point mod Brighton.
Det startede jævnbyrdigt med chancer i begge ender af banen, inden Romero satte en hård tackling ind på Casemiro, der lod til at være i store smerter.
Dommeren havde ingen betænkningstid, da han lynhurtigt efter hev det røde kort op af lommen og sendte gæsterne i undertal.
Få minutter senere bragte Bryan Mbeumo United i front i forbindelse med en hjørnesparkskombination.
Bolden blev lagt kort til Kobbie Mainoo, der fra baglinjen sendte kuglen tilbage i banen til Mbeumo, som fra midten af feltet nemt fik netmaskerne til at blafre.
Tottenham var tæt på at få en skrækstart på anden halvleg.
Amad Diallos scoring i et tomt mål fra kort afstand blev annulleret, da ivorianeren havde bevæget sig ind i en offside-position.
Efter 68 minutter var Bruno Fernandes skyld i, at United fik annulleret endnu en scoring.
Portugiseren var offside i opspillet, da Matheus Cunha troede, at han var kommet på måltavlen.
Tottenham forsvarede sig med mand og mus og havde absolut intet at skyde med i offensiven. Kun sjældent var bolden i nærheden af værternes mål.
Taktikken kunne ikke holde i længden, og med ti minutter tilbage på uret fik Bruno Fernandes jublen til at bryde ud på Old Trafford.
Et indlæg fra højresiden svævede på tværs af feltet og helt over til Premier Leagues assistkonge, som med skinnebenet udplacerede Guglielmo Vicario.
/ritzau/
