Tårevædet Gauff slået ud af Wimbledon i første runde
Årets kvindelige French Open-vinder, Coco Gauff, kæmpede med underlaget i Wimbledon og er ude af turneringen.
En tårevædet Coco Gauff blev tirsdag aften spillet ud af grand slam-turneringen Wimbledon i første runde.Den andenseede amerikaner tabte overraskende i to sæt til ukrainske Dayana Yastremska, der er nummer 42 på verdensranglisten.
Gauff tabte med cifrene 6-7, 1-6.
Den 21-årige tennisstjerne forklarer efter kampen nederlaget med, at hun havde svært ved at håndtere skiftet til at spille på græs i Wimbledon.
Det er under en måned siden, at hun sikrede sig sin anden grand slam-titel i sin karriere. Det skete ved French Open, der spilles på grus.
- Jeg føler, at jeg måske godt kunne have brugt lidt flere kampe på det underlag, siger Gauff.
Den unge tennisstjerne fortæller, at hun er skuffet over, at det ikke lykkedes hende at tilpasse sig underlaget.
- Jeg har ikke lyst til at skulle afskrive mig selv fra at spille på græs så tidligt i min karriere, men jeg må helt sikkert foretage ændringer, hvis jeg vil opnå succes her, siger hun.
Gauff snublede flere gange i løbet af kampen på underlaget, mens Yastremska særligt i andet sæt stod noget mere sikkert på den anden side af nettet.
- Dayana spillede fantastisk. Jeg føler ikke, at jeg spillede dårligt, men hun slog bare vinderbolde, siger Gauff.
De kvindelige tennisstjerner er generelt faldet som fluer i Wimbledons første runde.
Tirsdag røg også tredjeseedede Jessica Pegula og femteseede Zheng Qinwen ud af grand slam-turneringen.
Det samme gør sig gældende for de mandlige tennisstjerner, hvor både Holger Rune, Daniil Medvedev, Lorenzo Musetti og Alexander Zverev er blevet slået ud i første runde.
/ritzau/Reuters