Sydkoreas landstræner går af efter VM-exit

5. DEC 2022 • 23:20SPORT

Paulo Bento besluttede allerede i september, at han ville stoppe efter VM-slutrunden.

1-4-nederlaget til Brasilien mandag aften blev landstræner Paulo Bentos sidste kamp i spidsen for Sydkoreas fodboldlandshold.

Den 53-årige portugiser fortæller på pressemødet efter ottendedelsfinalen, at han træder tilbage fra landstrænerposten.

- Jeg har lige meddelt spillerne og præsidenten det. Det var en afgørelse, jeg traf allerede i september, og den er mejslet i sten. Jeg takker forbundet og spillerne for alt, hvad de har gjort for mig, siger Paulo Bento.

Den tidligere portugisiske landsholdsspiller og landstræner tiltrådte i Sydkorea efter VM i 2018 og fik dermed omkring fire år i jobbet.

Det er usædvanlig lang tid i Sydkorea, der har haft syv forskellige landstrænere siden 2010.

- I koreansk fodbold er det længe siden, at en træner har siddet i en hel VM-cyklus. Vi er har hele tiden været tro mod vores spillestil. Det gør mig glad, siger Paulo Bento.

Ved det igangværende VM slap Sydkorea videre fra indledende gruppespil efter et sent sejrsmål mod Portugal i sidste spillerunde. Den kamp oplevede en karantæneramt Bento fra tribunen.

I kampen forinden, da Sydkorea tabte 2-3 til Ghana, blev han udvist for protester mod dommeren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU