Svagt FCK-mandskab smider 2-0-føring og taber i Viborg
Viborg viste god moral og vendte 0-2 til 3-2-sejr over FCK, der blev udstillet i starten af anden halvleg.
Ligesom man troede, det ikke kunne blive værre for FC København, så smed holdet en føring på 2-0 og tabte 2-3 ude til Viborg i Superligaen.Dermed mistede FCK endnu et skridt i kampen om at vinde det danske mesterskab efter to uafgjorte kampe mod AaB og Sønderjyske.
FC Midtjylland, der søndag vandt 4-2 ude over Randers, har på førstepladsen et forspring på fire point ned til FCK, inden holdene træder ind i mesterskabsspillet.
Den rutinerede midtbanespiller Thomas Delaney udgik med en skade efter et kvarter, og i stedet kom unge William Clem på banen.
Efter 26 minutter kom FCK foran 1-0 på en chance ud af det blå. FCK-backen Giorgi Gocholeishvili hamrede på kassen fra distancen.
Lucas Lund i Viborg-målet så ud til at have forventet noget andet og var noget langsom til at reagere. Bolden smuttede under Lunds hænder og i mål.
Fem minutter før pausen øgede FCK-angriberen Jordan Larsson til 2-0, da han fuldendte et smukt angreb ved at rette bolden i mål med hælen. Clem stod for oplægget.
I anden halvleg ændrede kampen karakter, og FCK gik fra at være i fuld kontrol til at smide føringen væk.
Viborg scorede tre gange på 18 minutter, og så var 0-2 vendt til 3-2 føring.
Tre minutter inde i anden halvleg indledte Viborg comebacket med en scoring af angriberen Serginho efter et godt gennemspillet angreb.
Serginhos mål blev i første omgang ikke anerkendt på grund af offside, men et VAR-tjek rettede det til mål, da FCK-backen Marcos Lopez hang i den ene side.
Efter en time udlignede Viborg-stopperen Stipe Radic efter et hjørnespark, hvor FCK-keeperen Dilant Ramaj kom skidt ud af sit mål.
Radic kunne nemt sparke bolden i det tomme mål, da bolden svævede forbi alt og alle.
FCK-spillerne virkede rystede på dette tidspunkt, og træner Jacob Neestrup stod klar med en dobbelt udskiftning.
Kevin Diks og Rasmus Falk nåede dog ikke at komme på banen, før Viborg havde scoret til 3-2.
Denne gang var det den indskiftede Viborg-angriber Anosike Ementa, der rev sig fri af Victor Froholdt og headede bolden i kassen bag en forstenet Ramaj.
Viborg kunne have scoret flere gange i den gode periode, men kun gode redninger fra Ramaj forhindrede Justin Lonwijk og Serginho i at score yderligere.
Den indskiftede FCK-back Birger Meling var tæt ved at udligne på et hovedstød, der gik på stolpen.
Men trods et FCK-pres og otte minutters tillægstid endte det hele med en stor københavnsk nedtur i Viborg.
/ritzau/