Stærke amerikanere nedbryder ishockeylandsholdet til sidst
Danmark blev presset i bund af USA, men kæmpede heroisk og holdt længe spændingen i live i OL-braget.
Sensationen udeblev, men det danske ishockeylandshold gjorde et kvalificeret forsøg mod USA's storfavoritter i den anden gruppekamp ved OL i Milano.Amerikanerne vandt 6-3 i en underholdende forestilling, hvor spændingen levede til et stykke inde i tredje periode.
Nederlaget betyder, at Danmark formentlig skal slå Letland med to overskydende mål søndag for at undgå at slutte på gruppens sidsteplads.
Uanset hvad skal danskerne spille en playoffkamp tirsdag, hvor der er en kvartfinaleplads på spil.
Det danske hold førte 2-1 efter første periode, men som så ofte før mod de store hold havde man det svært i midterperioden, hvor der er langt til udskiftningsboksen.
Og et stort hold er denne udgave af USA unægtelig. Målt alene på spillermaterialet er det velsagtens den mest frygtindgydende forsamling, et dansk ishockeylandshold nogensinde har stået overfor.
Alligevel var det Danmark, der kom bedst fra start, da Nick Olesen efter 100 sekunder fra tæt hold og hjælp fra en amerikansk back fik knoklet pucken over målstregen.
Føringen holdt dog kun i et par minutter, inden Matt Boldy kørte bag om det danske mål og satte pucken ind ved bageste stolpe i en situation, hvor målmand Mads Søgaard var kommet for langt ud af sit mål.
Søgaard havde fået tjansen i målet for at give Frederik Andersen et hvil inden søndagens afgørende slag mod letterne og klarede sig ellers godt, indtil han blev skadet og erstattet af Frederik Dichow i slutfasen.
Heldig var hans kollega i den anden ende, Jeremy Swayman, til gengæld ikke, da Nicholas B. Jensen på vej til udskiftning midt i perioden sendte en løs puck mod det amerikanske mål.
Boston-keeperen snorkboblede, og den danske backveteran kunne fejre sin noget tilfældige scoring med et svedent grin.
Danskerne formåede længe at holde amerikanerne væk fra de farlige områder. Men det var bekymrende, at de danske spillere konstant tabte deres faceoffs.
Det betød, at de ikke fik den nødvendige luft og for ofte blev belejret i egen zone. Det blev dyrt i anden periode.
Netop tabte faceoffs i egen zone kostede to mål inden for tre minutter, hvor først Brady Tkachuk og siden Jack Eichel slog til og bragte amerikanerne i førersædet.
Det lignede en afgørelse, da Noah Hanifin gjorde det til 4-2, men Danmark fik en livline bare to sekunder før anden pausen.
Her sørgede Alexander True omsider for dansk faceoff-succes, og Nikolaj Ehlers fandt Phillip Bruggisser, der smadrede pucken i nettet med et af sine gevaldige slagskud.
3-4 var billigt sluppet efter 20 hårde minutter, og den sene reducering gav danskerne håb om alligevel at narre NHL-stjernerne.
Skulle det være lykkedes, skulle True have udnyttet en halv friløber i begyndelsen af tredje periode. Men efter et langt skifte manglede han kræfterne til at få sendt en ordentlig afslutning afsted.
I stedet slog Jake Guentzel og Jack Hughes til i den anden ende og sørgede for, at cifrene på måltavlen i sidste ende afspejlede forskellen på isen.
/ritzau/
