Donation på 200 millioner hjælper DBU i mål med fodboldcentre

5. SEP 2025 • 10:16SPORT

Den A.P. Møllerske Støttefond støtter DBU med op mod 200 millioner kroner, der skal bruges til fodboldcentre.

En donation på op til 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond gør det muligt for Dansk Boldspil-Union at etablere ni planlagte regionale fodboldcentre.

Det oplyser DBU på sin hjemmeside.

Donationen vækker glæde hos formand Jesper Møller.

- Det er med stor glæde og taknemmelighed, at vi har modtaget tilsagn fra Den A.P. Møllerske Støttefond om donationen på op til 200 millioner kroner, der vil gøre det muligt for DBU at etablere ni regionale fodboldcentre.

- Disse centre bliver regionale knudepunkter for træning, udvikling og uddannelse og er en vigtig del af vores store projekt Hele Danmarks Klubhus, siger Jesper Møller.

Med etableringen af fodboldcentrene er målet, at alle i Danmark - uanset hvor man bor - har adgang til et regionalt fodboldcenter inden for cirka en times transporttid.

Fodboldcentrene skal også bruges til af afprøve og udbrede nye træningsmetoder, og frivillige trænere og ledere skal rustes til deres roller.

Derudover skal de ifølge DBU danne rammen om trænings- og inspirationsbesøg for regionens børne- og ungdomshold til gavn for breddefodbolden i hele Danmark.

Formanden for Den A.P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, påpeger, at fonden har tradition for at støtte "gode rammer om børn og unges glæde ved bevægelse, idræt og foreningsliv".

- Det er Fondens ønske, at de nye centre med nytænkte former for træningsbaner og klubhuse vil bidrage hertil, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Der er endnu ikke sat tidspunkt på, hvornår fodboldcentrene skal stå klar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT