Sportsøkonom: Rolle som søsterklub kan gavne Strasbourg
Det kan have en positiv værdi for både Chelsea og Strasbourg, at klubberne har samme ejer, mener sportsøkonom.
Det skabte vrede blandt Strasbourgs fans, at Chelsea tirsdag hapsede holdets succestræner Liam Rosenior.De mener, det er ydmygende at miste træneren til søsterklubben Chelsea, der ligesom Strasbourg har konsortiet BlueCo som ejer.
Men søsterrollen er ikke nødvendigvis så skidt for Strasbourg, vurderer Kenneth Cortsen, ph.d. og sportsøkonom ved professionshøjskolen UCN. Det vender han tilbage til.
Han ser først og fremmest trænerskiftet som en logisk konsekvens af den model med flerklubsejerskab, som BlueCo arbejder med.
- Storebror er jo helt klart Chelsea. Det er der ingen tvivl om, qua den forskel der er mellem Ligue 1 og Premier League. Der er bare en verden til forskel.
- Sådan vil det typisk være, for Chelsea er den klub, der ligger øverst i pyramiden. Der er en rangorden, og det vil typisk være klubben øverst i hierarkiet, der sætter dagsordenen, siger Cortsen.
Det er årsagen til, at Chelsea nemt kan gafle Rosenior, efter at London-klubben tog afsked med Enzo Maresca kort efter nytår.
Chelsea kan også bestemme, hvilke spillere, der skal udlejes til Strasbourg. Det er sket gentagne gange, siden BlueCo overtog ejerskabet af den franske klub i sommeren 2023 - et år efter ejerskabet i Chelsea.
- Det handler først og fremmest om, at man fra et strategisk og operationelt perspektiv kan skabe en mere kontrolleret værdikæde på tværs af ligaer.
- Sportsøkonomi handler i sin essens om at investere i talent, hvad enten talentet har stort uudnyttet potentiale eller er fuldt realiseret og kan gøre en forskel her og nu, forklarer Cortsen.
Han påpeger, at de klubber, der ligger sådan et sted som Chelsea i det globale fodboldhierarki vil hamstre ved at kapre flere og større talenter, end en klub som Strasbourg har mulighed for.
- Chelsea vil typisk have en overflod af talenter i forhold til mulighed for spilletid og kan sende spillere ned til Strasbourg på et relativt højt niveau.
- Derved kan Chelsea skabe en bedre ballast for talentudvikling via kontinuerlig spilletid for de her spillere, der bliver testet og udviklet i en top-5-liga, forklarer sportsøkonomen.
Strasbourg endte i sidste sæson som nummer syv og kvalificerede sig til Conference League. I denne sæson er Strasbourg lige nu også nummer syv.
- Incitamentet for Strasbourg er, hvis de kan se, at de også bliver hævet af det og opnår en fordel ved at komme ud at spille europæisk, som det er sket. Så er det en positiv synergieffekt, de kan leve med.
- Det er vigtigt, at Strasbourg som klub fastholder et narrativ om, at man trods alt holder fast i en stor del af sin egen identitet og ikke kun agerer som et middel for Chelsea, påpeger Cortsen.
Selv det faktum at Strasbourg her og nu mister sin succestræner, kan ende som noget positivt for klubben.
- Det kan danne en selvforstærkende effekt, hvis en klub lige pludselig får et prædikat som værende en interessant lokation og udviklingsrede for trænere og spillere. Det kan blive en rekrutteringslogik i sig selv, siger Cortsen.
Rosenior har fået en aftale med Chelsea frem til sommeren 2032.
/ritzau/
