19-årig komet vinder sit fjerde Formel 1-grandprix i træk

24. MAJ 2026 • 23:51SPORT

Kimi Antonelli fortsatte dominansen i Formel 1 med sejr i Canada efter intenst løb, hvor George Russell udgik.

Den 19-årige italiener Kimi Antonelli fortsatte sin forrygende sæson i Formel 1 søndag, hvor han tog sejren i Canadas Grand Prix.

Gennem lidt under halvdelen af løbet var han ellers i en underholdende duel med holdkammeraten i Mercedes, George Russell, men britens bil gik i stykker, og han måtte vredt udgå tidligt.

Dermed tog Antonelli sin fjerde sejr i træk i Formel 1-sæsonen, som Mercedes har domineret. Italieneren øgede dermed sin føring i VM-tabellen og begynder at ligne en favorit til at vinde det hele.

Antonelli har efter søndagens ræs 131 point på førstepladsen, mens George Russell er på andenpladsen med 88 point.

Sammen med ham på podiet var stjernerne Max Verstappen i Red Bull-bilen og Lewis Hamilton i Ferrari. Det var tæt mellem de to tidligere verdensmestre, men til sidst vandt Hamilton duellen og tog andenpladsen.

Den anden Ferrari-kører, Charles Leclerc, kom ind på en fjerdeplads, mens Verstappens holdkammerat, Isack Hadjar, tog femtepladsen.

McLaren havde en rigtig dårlig dag, og ingen af kørerne kom i top-10.

Det var Mercedes-kørerne George Russell og Kimi Antonelli, der startede i de to forreste positioner, men verdensmesteren Lando Norris snød dem begge i første sving.

McLaren-køreren kørte indenom de to Mercedes-biler og tog fronten med en flot start fra tredje position. Det havde regnet inden starten, og Norris havde taget et sats med intermediate-dæk.

Det sats kom McLaren hurtigt til at fortryde, og den britiske kører måtte i pit med det samme, hvilket kostede ham mange placeringer.

Dermed var det igen de to Mercedes-kørere, der var i front, og mellem dem var en spændende og intens duel om førstepladsen.

Kampen mellem de to Mercedes-kørere stoppede i 30. omgang, da Russells bil brød sammen, og englænderen måtte træde ud af bilen med tydelig frustration.

Ti runder senere gik det galt for endnu en brite, da Lando Norris' bil også gik i udu, og han måtte også trække sig.

Den anden McLaren-kører, Oscar Piastri, havde heller ikke en god dag og faldt fra fjerdepladsen til 11.-pladsen.

I alt var der seks kørere, som ikke gennemførte, da også Sergio Pérez (Cadillac), Fernando Alonso (Aston Martin), Alex Albon (Williams) og Arvid Lindblad (Racing Bulls) måtte udgå undervejs.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT