KØB ABONNEMENT

Solbakken og Riemer dæmper kontakten inden nordisk brag

SPORT23. SEP 2026 • 15:35

Ståle Solbakken og Brian Riemer kan næppe overraske hinanden, mener den norske landstræner.

Ståle Solbakken og Brian Riemer har lagt en dæmper på deres kommunikation forud for deres første møde som trænere.

Det fortæller den norske landstræner på sit pressemøde forud for Nations League-kampen mod Danmark i Oslo torsdag aften.

Men de har holdt kontakten, siden de arbejdede sammen som henholdsvis cheftræner og assistent i FC København. Seneste møde var før en kamp i VM-kvalifikationen.

- Vi havde en frokost på en restaurant på Østerbro. Brian er madentusiast, så det tog tre-fire timer. Der fik vi talt om fodbold, og vi sender også beskeder af og til, selv om der ikke har været så meget på det seneste, siger Solbakken.

Nordmanden tvivler på, at han kan hoste op med en taktik, som vil overraske Riemer - og omvendt.

- Alt bliver så gennemanalyseret nu, så jeg tror egentlig ikke, der er så mange hold, der kan overraske så meget. Vi har vores måde at spille på og kommer ikke til at forandre det.

- Vi prøver bare at blive endnu bedre til det, vi er gode til, og forbedre os på det, vi er mindre gode til. Det gælder også for dem, siger Solbakken.

På pressemødet gentog Solbakken, at han mener, danskerne snakker deres chancer ned. Blandt andet med en godmodig stikpille til de fremmødte danske journalister.

- Jeg kan se danske kolleger krybe ind i presselokalet og tilbede det norske hold, som I har slagtet i ti år. Der sidder 12 mukkende mænd og vil have, at jeg skal slagte mit andet fædreland, siger Solbakken med et grin.

- Jeg vil godt være med til, at vi er små favoritter, men Danmark kan stille med et hold udelukkende med spillere fra de fem øverste ligaer. I har en fantastisk midtbane med Højbjerg, Hjulmand og Froholdt, så I er meget defensive og må skærpe jer selv lidt.

Solbakken fandt også tid til at forsvare den danske frontløber Rasmus Højlund, der i norsk tv er blevet kaldt en Temu-udgave - discountudgave - af den norske stjerne Erling Haaland.

- Det er generelt uretfærdigt at blive sammenlignet med Erling Haaland, uanset hvem man er.

- Rasmus er et fysisk powerhouse med et godt venstreben, god fart og fysisk tilstedeværelse. Han er en rigtig god international angriber, siger Solbakken.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT