Dansk topbokser får VM-chance mod kontroversiel kasakher
Jacob Bank har pludselig fået chancen for at møde kasakhiske Janibek Alimkhanuly i en VM-kamp i forbundet WBO.
For blot et par dage siden så det ud til, at den danske bokser Jacob Bank måtte vente lidt endnu på at få chancen for at bokse om et VM-bælte.Men det er der nu lavet om på.
Den 25-årige supermellemvægter med base i Kolding får nu muligheden for at bokse om VM-bæltet i det ene af verdens fire store bokseforbund WBO, som han ellers havde vendt ryggen efter et i hans øjne håbløst forløb.
WBO har beordret Jacob Bank og hans bagland til at forhandle en aftale på plads om en VM-kamp mod den kasakhiske bokser Janibek Alimkhanuly.
- Vi er ekstremt stolte over, at vi nu er nået hertil med Jacob. Fra begyndelsen har vi troet på, at han havde niveauet til at nå hele vejen til en VM-kamp, og nu står vi her.
- Jacob er klar, teamet er klar, og vi går ind i forhandlingerne med ambitionen om at skabe de bedst mulige rammer for ham, lyder det i en kommentar fra Jacob Banks danske promotor, Primetime Boxing, på Facebook.
Det er dog ikke helt ukontroversielt, at Jacob Bank nu skal møde Janibek Alimkhanuly.
WBO-bæltet blev for få dage siden ledigt, da verdensmester Hamzah Sheeraz i protest opgav bæltet, fordi WBO havde beordret ham til at bokse mod netop Janibek Alimkhanuly.
Jacob Bank havde i første omgang håbet på at få VM-chancen mod Hamzah Sheeraz, og ifølge ham viste beslutningen om pludselig at gøre Janibek Alimkhanuly til førsteudfordrer, "hvor korrupt bokseverdenen er".
Det kontroversielle bestod i, at WBO havde forkortet en dopingkarantæne, som Janibek Alimkhanuly var blevet tildelt, fordi han forud for en kamp som mellemvægter sidste år blev testet positiv for det forbudte stof meldonium.
Han fik et års karantæne, men WBO forkortede karantænen, rykkede ham en vægtklasse op og gjorde ham til obligatorisk udfordrer til Hamzah Sheeraz i supermellemvægt.
WBO's beslutning betød, at Jacob Bank egentlig havde lagt forbundet på is, selv om han har brugt det meste af sin professionelle karriere på at bokse sig frem i netop det forbund. I stedet skiftede han fokus til forbundet WBC.
Men det er øjensynligt ændret igen.
Da Janibek Alimkhanuly sidste år blev udelukket for doping, var han mellemvægtsverdensmester i forbundene WBO og IBF.
Primetime Boxing oplyser, at man håber, at man kan få VM-kampen mod kasakheren til Danmark. Jacob Bank har dog tidligere udtalt, at han er indstillet på, at han formentlig i første omgang skal bokse om VM-bælter i udlandet.
Med offentliggørelsen af Jacob Banks VM-kamp er der nu to danske boksere, der inden for få måneder skal bokse om VM-bælter i supermellemvægt.
I forbundet IBF har Oliver Zaren fået chancen mod verdensmester Osleys Iglesias. Den kamp bokses i canadiske Quebec 8. oktober.
RITZAU
