Skadehelvede får Neestrup til at nedjustere ambitioner

20. OKT 2025 • 18:39SPORT

Jacob Neestrup er stoppet med at kigge på avancement og nedtoner forventningerne til resten af 2025.

FC København er hårdt ramt af skader, og det får betydning for ambitionsniveauet for resten af 2025.

Det siger cheftræner Jacob Neestrup på mandagens pressemøde op til kampen mod Borussia Dortmund i Champions League.

- Hvis FCK skal gå videre, som vi gjorde for to år siden, skal vi helst have alle vores bedste spillere til rådighed, siger han.

Men det har holdet ikke for tiden. Stamspillere som Thomas Delaney, Mohamed Elyounoussi, Andreas Cornelius og Rodrigo Huescas er ude af tirsdagens opgør med skader af forskelligt omfang.

- Når det er så mange, handler det for mig om at nedjustere lidt og tage den berømte kamp ad gangen. Det er den gode præstation, der skal bære os tilbage på det spor, vi gerne vil være på, siger han.

Før sæsonen var FC Københavns officielle målsætning at gå videre til knockoutkampene på den anden side af ligafasen.

FCK har fået et point ud af de første to kampe mod Bayer Leverkusen og Qarabag. Endnu sværere kampe venter på papiret, så det er snart tid til at vinde, hvis avancement skal være realistisk.

Men så langt tænker FCK-chefen slet ikke.

- Det er sådan, at gode præstationer øger sandsynligheden for at vinde fodboldkampe. Hvis vi kan gøre det undervejs, er det super fedt, men lige nu er vi i en situation, hvor vi skal vare vores mund i forhold til vores ambitioner.

- Vi skal kigge på det, det virkelig handler om - at præstere godt i morgen - og sørge for at holde trit med de andre i Superligaen resten af 2025, siger Jacob Neestrup.

Før mødet med Dortmund er FCK nummer 28 i Champions League. Otte hold går direkte i ottendedelsfinalerne, mens pladserne fra 9 til 24 skal i playoffkampe om at gå videre. De sidste 12 ryger ud i mørket.

- Uefa har sat en streg, men det er ikke sådan, at jeg kigger på den i morgen. Og det er ikke sådan, at hvis det står uafgjort, så kaster jeg alt ind for at vinde.

- Jeg kigger ikke på det der mere. Det må jeg indrømme. Vinder vi i morgen, er det fedt, men for mig handler det om helheden og om at få FC København tilbage på det spor, vi skal være, forklarer Jacob Neestrup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT