Silkeborg kollapser til sidst i bundbrag mod Fredericia
Silkeborg var tæt på sejr, men Fredericia vendte kampen i overtiden og sikrede 2-2 i bundopgør i Superligaen.
Silkeborg IF lignede længe en vinder i bundbraget på hjemmebane mod FC Fredericia søndag eftermiddag, men gæsterne kom tilbage i overtiden og sikrede uafgjort i en direkte duel i bunden af Superligaens nedrykningsspil.Callum McCowatt og Tonni Adamsen stod for Silkeborgs mål i en kamp, hvor indskiftede Jonatan Lindekilde blev afgørende for Fredericia med to sene scoringer.
Med fem runder tilbage har Silkeborg nu 27 point på 11.-pladsen, mens Fredericia forbliver over stregen med 29 point på tiendepladsen.
Randers FC tabte samtidig søndag til OB og står med 30 point på niendepladsen.
Alle tre hold har dermed stadig en dramatisk overlevelseskamp foran sig i de kommende uger. Vejle Boldklub er ligaens bundprop og ligger fortsat dybt under nedrykningsstregen.
I søndagens kamp var det gæsterne fra Fredericia, der kom bedst ud til opgøret, og efter godt 20 minutter sendte angriberen Friday Etim et projektil afsted fra kanten af feltet. Nicolai Larsen var dog vågen i Silkeborg-målet og diskede op med en flot redning.
Kort efter slog hjemmeholdet til første gang. Callum McCowatt tog chancen fra distancen, og med lidt held på vejen ramte bolden en forsvarsspiller og sejlede i mål.
Efter godt en halv times spil blev William Kirk sendt til baglinjen med en præcis stikning, hvorfra han lagde et fladt indlæg ind til Tonni Adamsen, der sikkert kunne sende sit 12. sæsonmål i nettet.
Silkeborg kunne også nemt være kommet foran 3-0 kort før pausen, da både Kirk og Sofus Berger havde store muligheder.
Også i anden halvleg kom Fredericia bedst ud af omklædningsrummet. Gustav Marcussen fik sendt bolden i mål efter 52 minutter, men der blev dømt offside i opspillet, og målet blev annulleret.
I det 78. minut lykkedes det så for den netop indskiftede Jonatan Lindekilde at reducere for gæsterne. Den 20-årige midtbanespiller udnyttede en rodet situation i Silkeborg-forsvaret og sparkede 1-2-målet ind.
I overtiden slog Lindekilde igen til og sikrede Fredericia det ene point med sin anden scoring.
/ritzau/
