Otte børn skuddræbt i USA: Ofre er i familie med gerningsmand

19. APR 2026 • 19:24UDLAND

Otte børn mellem 1 og 14 år er dræbt af skud i USA. Gerningsmand blev efterfølgende skudt af politiet.

En mand har søndag skuddræbt otte børn i delstaten Louisiana i USA. Ifølge politiet er flere af ofrene i familie med gerningspersonen.

Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra de lokale myndigheder.

De otte dræbte børn er mellem 1 og 14 år, oplyser politichef Wayne Smith. I alt blev ti personer ramt af skud.

Politiets indledende undersøgelser peger på, at sagen har baggrund i en konflikt i familien. Politiet blev først sendt til stedet efter en melding om uro på en privatadresse.

Gerningsmanden døde efterfølgende, da politiet jagtede ham og affyrede skud. Mandens alder er ikke oplyst på nuværende tidspunkt.

Skuddrabene fandt sted i byen Shreveport i Louisiana klokken 06 lokal tid.

To personer blev ramt af skud, men overlevede og beskrives efter hændelsen som sårede.

Louisiana State Police oplyser, at skuddrabene fandt sted på tre forskellige adresser i Shreveport.

Det lokale politi meddeler i en erklæring, at ingen betjente kom til skade i forbindelse med indsatsen mod den nu dræbte gerningsmand, skriver AP.

Politiet arbejder på at klarlægge forløbet, siger talsmand Christopher Bordelon ifølge mediet NBC.

- Manden forlod et af gerningsstederne, kaprede en bil og kørte væk, hvorefter patruljer indledte en biljagt.

- Vi mener, at han er den eneste, der har affyret skud på de pågældende adresser, siger polititalsmanden.

Han vil ikke oplyse mere om sagens detaljer, men det lød fra det lokale politi, at nogle af de dræbte børn har en familiær relation til gerningsmanden.

Shreveports borgmester, Tom Arceneaux, siger på et pressemøde, at hele byen er i sorg.

- Det er en tragisk situation og måske den mest tragiske, vi nogensinde har haft i Shreveport, siger borgmesteren.

Byen Shreveport ligger i det nordvestlige Louisiana tæt på grænsen til Texas. Shreveport er delstatens tredjestørste by.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT