Sepp Piontek begraves i Odense fredag
Den tidligere landstræner Sepp Piontek, der døde efter kort tids sygdom, bliver begravet fredag.
Den tidligere danske landstræner Sepp Piontek bliver fredag stedt til hvile i Odense.Begravelsen finder sted klokken 10.30 i Skt. Albani Kirke.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra familien fremsendt af Dansk Boldspil-Union (DBU).
Fodboldlandstræneren, der var med til at revolutionere dansk fodbold i 1980'erne, døde i en alder af 85 år efter kort tids sygdom, meddelte familien i sidste uge.
Pionteks indtog i dansk fodbold toppede i midten af 80'erne, hvor holdet leverede en EM-semifinale i 1984 og en efterfølgende kvalifikation, hvor Danmark spillede noget af det bedste fodbold nogensinde og indløste billet til VM i Mexico.
Danmark henrykkede ved slutrunden i 1986 med tre sejre i gruppespillet, og ikke mindst sejren på 6-1 over Uruguay gik over i dansk fodboldhistorie, inden Spanien blev bødlen i ottendedelsfinalen.
Det var ikke kun sejre og slutrunder, Piontek bidrog med. Tyskeren revolutionerede den danske mentalitet med disciplin og grundighed.
- Han var grundig, men han var også fleksibel på den måde, at han hurtigt fandt ud af, at danskere ikke er tyskere.
- Han fandt balancen mellem, at der skulle være humør samtidig med en høj disciplin, sagde Morten Olsen, der selv var dansk landstræner fra 2000 til 2015, om Piontek i sidste uge.
Piontek slog sig ned i Danmark, hvor han i Blommenslyst nær Odense boede i mange år sammen med sin kone, Gitte. Han efterlader sig tre børn, børnebørn og oldebørn.
/ritzau/
