Georgiens præsident går til højesteret for at stoppe agentlov

15. JUL 2024 • 16:54UDLAND

Ny agentlov strider mod Georgiens love om at arbejde i retning af medlemskab af EU og Nato, mener præsident.

Georgiens præsident, Salome Zourabichvili, vil gå til landets højesteret for at få annulleret en omstridt ny lov rettet mod organisationer, der modtager penge fra udlandet.

Præsidenten nedlagde i maj veto mod den såkaldte "agentlov", som har ført til store demonstrationer i Georgien.

Men det veto blev underkendt ved en afstemning i parlamentet.

Loven, der kaldes "agentloven", kræver, at organisationer, som modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet, skal registreres som nogen, der "forfølger en udenlandsk magts interesser".

Kritikere mener, at den nye lov er inspireret af Rusland. Her er en lignende lov blevet brugt til at slå hårdt ned på politiske modstandere.

Præsident Zourabichvili mener, at loven er i modstrid med en paragraf i Georgiens forfatning, som siger, at den georgiske regering skal arbejde i retning af medlemskab af EU og Nato.

Georgien fik status som EU-kandidatland i december.

Men på grund af den nye lov har EU nu sat optagelsesforhandlinger med det østeuropæiske land på pause.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT