Særlig situation får Jacobsen til at gemme VM-udskiftninger

16. JAN 2025 • 06:45SPORT

Nikolaj Jacobsen har reserveret to udskiftninger til Kevin Møller, der kan forlade VM-lejren når som helst.

Selv om landstræner Nikolaj Jacobsen kan foretage fem udskiftninger i sin 18-mandstrup undervejs i VM, har han ikke været fristet til at bruge en af dem i kølvandet på Rasmus Lauge og Thomas Arnoldsens skader.

Dels håber han, at de begge snart er klar igen, og dels gør målmand Kevin Møllers situation, at landstræneren har reserveret to udskiftninger til ham.

Møllers kæreste er nemlig højgravid med parrets andet barn. Der er termin 24. januar, og målmanden er klar til at forlade VM-lejren med kort varsel og drøne de 150 kilometer fra Herning til Aabenraa for at være med til fødslen.

- Jeg ved, at jeg kommer til at bruge en udskiftning på ham, og at jeg muligvis kommer til at bruge en mere på at få ham tilbage i truppen igen, siger Nikolaj Jacobsen.

Derfor har det heller ikke været aktuelt at skrive reserven Jacob Holm ind i turneringen, selv om Holm ligesom Lauge og Arnoldsen er bagspiller med playmakerkvaliteter.

- Godt nok har jeg fem udskiftninger, men det har jeg jo alligevel ikke. Og jeg vil også gerne have nogle udskiftninger at bruge senere i turneringen. Derfor er det lige tidligt nok, fastslår Nikolaj Jacobsen.

For Kevin Møller er VM blevet en spagat mellem at fokusere helt og holdent på håndbold, når han er på banen, og så ellers holde linjen varm til hjemmefronten i fritiden.

- Jeg har lyd på telefonen, og hvis der skulle ske noget, så ved hun, at hun hurtigt kan få fat i mig. Når vi træner og spiller, så er der andre, der sidder med min telefon, så hun altid kan komme i kontakt med nogen omkring mig, siger Kevin Møller.

Skulle kæresten gå i fødsel, mens Kevin Møller spiller i Boxen foran tusindvis af fans, skal han og landstræneren tage en hurtig beslutning.

- Vi kan ikke spå om, hvad der skal ske i en sådan en situation. Jeg må jo bare håbe, at det hele kommer til at passe. Hvis det sker i sådan en situation, så må vi simpelthen tage den derfra. Det har vi ikke kunnet lave en plan for.

- Der er så mange scenarier. Jeg vil jo allerhelst gerne nå til mit barns fødsel. Hvis det sker, så håber jeg, at det sker sidst i kampen, og så kan hun lige klemme sammen et par minutter ekstra, siger han med et grin.

Skulle Kevin Møller forlade truppen, står Jannick Green klar til at overtage jobbet som Emil Nielsens makker i det danske VM-mål.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT