Glyptoteket overdrager omdiskuteret kejserhoved til Tyrkiet
Fredag vil Glyptoteket overdrage et romersk kejserhoved, der blev udgravet og solgt ulovligt, til Tyrkiet.
Glyptoteket vil fredag overdrage et velbevaret bronzehoved af den romerske kejser Septimius Severus til Tyrkiet.Det fremgår af en pressemeddelelse fra Glyptoteket.
Undersøgelser har vist, at det næsten 2000 år gamle bronzeportræt oprindeligt blev udgravet og solgt ulovligt.
Overdragelsen af kejserhovedet samt 48 antikke terrakottaer vil finde sted klokken 11 i Antalya i Tyrkiet ved arrangement, der afholdes af det tyrkiske kultur- og turistministerium.
Tyrkiets kulturminister, Mehmet Nuri Ersoy, vil blandt andre deltage i overdragelsen.
- Det har været en vigtig og kompleks sag, men jeg er meget tilfreds med både sagsforløbet og resultatet, som tager afsæt i en solid faglig indsats, siger Glyptotekets direktør, Gertrud Hvidberg-Hansen, i pressemeddelelsen.
Bronzehovedet, der stammer fra omkring år 200, købte Glyptoteket i 1970 af kunsthandleren Robert Hecht.
I andre sammenhænge har Robert Hecht været forbundet med illegalt køb og salg af kulturarvsgenstande fra Italien og Tyrkiet.
Bronzehovedet menes at stamme fra byen Boubon i Tyrkiet og tilhøre en større gruppe bronzeskulpturer af den romerske kejserfamilie.
Tyrkiet har siden 2023 ønsket at få udleveret portrættet af Septimius Severus.
Glyptoteket har ønsket at sikre sig, at kejserhovedet rent faktisk stammer fra Tyrkiet, hvilket har trukket processen ud.
Tyrkiets kulturminister, Mehmet Nuri Ersoy, glæder sig over, hvordan sagen er endt.
- Denne repatrieringssag afspejler det stærke samarbejde mellem Türkiye og Danmark om at bevare kulturarv og bekæmpe ulovlig handel, siger ministeren i pressemeddelelsen fra Glyptoteket.
/ritzau/