Rusland bliver ikke en del af kvalifikationen til EM 2024
Rusland er ikke med i bowlen, når der 9. oktober trækkes lod til grupperne til EM-kvalifikationen.
Ruslands fodboldlandshold bliver ikke en del af den kommende kvalifikationsturnering frem mod EM i 2024, der afvikles i Tyskland.Det bekræfter Det Russiske Fodboldforbund (RFU) i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.
Beslutningen er truffet med baggrund i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) udelukkelse af Rusland på grund af invasionen i Ukraine tilbage i februar.
Det russiske forbund klagede over udelukkelsen af landsholdet og russiske klubber i europæiske turneringer, men Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afviste klagen i midten af juli.
Også Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har udelukket Rusland.
Lodtrækningen til den europæiske EM-kvalifikation afvikles i Frankfurt 9. oktober.
Kvalifikationen begynder i marts 2023.
EM-slutrunden finder sted fra 14. juni til 14. juli og har deltagelse af 24 nationer.
/ritzau/