Rune spiller sig overbevisende frem til kvartfinale
Holger Rune er klar til kvartfinalen i Tokyo efter en sejr i to sæt over kvalifikationsspilleren Ethan Quinn.
Holger Rune er i overbevisende stil klar til kvartfinalen i ATP 500-turneringen i Tokyo.Den 22-årige dansker vandt sin ottendedelsfinale sikkert i to sæt over den amerikanske kvalifikationsspiller Ethan Quinn, der er nummer 81 i verden.
Tredjeseedede Rune vandt med cifrene 6-4, 6-2 efter fem kvarters spil.
Holger Rune kunne ikke have drømt om en bedre start på kampen. Han spillede sig til to breakbolde i første parti og udnyttede den anden af slagsen.
Det skulle blive vitalt, for det blev et sæt med ganske få chancer til at bryde modstanderens serv.
Rune kunne serve sættet hjem ved 5-4 og gjorde det selvtillidsfuldt med en kickserv på andenserven.
Andet sæt begyndte nøjagtigt som det første.
Rune kom frem til breakbolde og fik igen en drømmestart, da amerikaneren sendte en forhånd marginalt ud af banen.
Det blev afgørende for kampen. Quinn havde ikke kræfterne til at give mere modstand, og Rune var fokuseret og slap ikke grebet.
Danskeren bragte sig foran med 5-0, men tabte så lidt momentum og blev brudt.
Ved 5-2 fik Rune en ny chance for at serve sejren hjem, og denne gang var der ingen slinger i valsen.
Rune får i kvartfinalen fornøjelsen af endnu af en amerikaner i skikkelse af Jenson Brooksby. Verdens nummer 86 slog italieneren Luciano Darderi for at nå kvartfinalen.
Også topseedede Carlos Alcaraz er fortsat med i turneringen ligesom den andenseedede amerikaner, Taylor Fritz.
/ritzau/