Rune forlænger samarbejde med Becker

17. NOV 2023 • 13:48SPORT

Boris Becker rejser med Holger Rune til de fleste turneringer i 2024, oplyser Aneke Rune.

Holger Runes 2023-sæson sluttede sent torsdag aften i ATP Finals i Torino, men planlægningen til den kommende sæson er i fuld sving.

Fredag bekræfter Holger Runes mor og manager, Aneke Rune, at samarbejdet med træner Boris Becker kommer til at fortsætte i 2024, endda på et intenst niveau.

- Boris kommer til at rejse med til næsten alt. Vi har en endelig schedule i næste uge, oplyser Aneke Rune i et skriftligt svar til Ritzau.

Holger Rune kommer til at afvikle sin preseason i Monaco frem til 14. december, hvor han rejser til London for at deltage i Ultimate Tennis Showdown med en række andre verdensstjerner.

Planen er, at Becker er i Monaco for at træne med Rune under preseason.

Rune holder jul i Danmark, og mens han befinder sig i Danmark, træner han med Kenneth Carlsen.

Carlsen rejser desuden med til Ultimate Tennis Showdown for at coache, oplyser Aneke Rune.

Runes sidste turnering i 2023 blev sæsonfinalen i Torino, hvor det blev til exit efter det indledende gruppespil.

Rune kunne torsdag aften bane sig vej til semifinalerne med en sejr over Jannik Sinner, men den italienske modstander vandt i tre sæt.

Den 20-årige dansker tager hul på 2024-sæsonen i Brisbane International, der begynder 1. januar.

14. januar begynder årets første grand slam-turnering, Australian Open.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT