Andreas Kron udgår af Dauphiné og er tvivlsom til Touren
Den danske cykelrytter Andreas Kron er udgået af Critérium du Dauphiné med rygproblemer, bekræfter Uno-X.
Andreas Kron er tvivlsom deltager i årets Tour de France.Det bekræfter den danske cykelrytters hold, Uno-X, efter at Kron er blevet sendt hjem fra det igangværende Critérium du Dauphiné.
Over for TV 2 Sport bekræfter sportsdirektør Christian Andersen, at Kron har problemer med ryggen.
De stammer formentligt fra styrtet i Vuelta a España sidste år, og det ser ikke lovende ud i forhold til deltagelsen i Tour de France.
- Nej. Det ser desværre svært ud for ham. Men vi må lige se tiden an og håber, der kommer en positiv konklusion, siger Christian Andersen til TV 2 Sport.
Årets Tour de France sættes i gang i Lille 5. juli, og 27. juli er der paradekørsel til den berømte boulevard Champs-Élysées i Paris på sidste etape.
/ritzau/