Rørt amerikaner kupper verdenstoppen og vinder VM-styrtløb

8. FEB 2025 • 13:01SPORT

Den tidligere dopingdømte Breezy Johnson er højst overraskende ny verdensmester i styrtløb.

En ny amerikansk fartdronning på ski har erobret verdenstronen i styrtløb.

For mens landsmanden Mikaela Shiffrin og den netop tilbagevendte Lindsey Vonn er de største amerikanske alpinstjerner, er de lige nu ikke de mest succesfulde.

Lørdag vandt 29-årige Breezy Johnson VM-guld i styrtløb på pisten i østrigske Saalbach.

Tiden 1 minut og 41,29 sekunder kunne ingen matche, og derfor snuppede hun karrierens med afstand største triumf, mens forhåndsfavoritterne skuffede på stribe.

- Jeg kan ikke tro det. Det er helt skørt, siger Breezy Johnson, før hun grædende afbryder vinderinterviewet.

Skadesplagede Breezy Johnson har end ikke vundet et World Cup-løb tidligere i karrieren, om end hun har været på podiet i syv tilfælde - alle i styrtløb.

Hun har ikke deltaget i et World Cup-løb siden 2022. Det skyldes blandt andet, at hun har afsonet en dopingdom på 14 måneders udelukkelse, fordi hun missede tre dopingkontroller over en periode på et år. Hendes karantæne ophørte i december sidste år.

Lørdagens vindertid var 0,15 sekunder hurtigere end Mirjam Puchner fra Østrig, der snuppede VM-sølv. 32-årige Puchner har heller ingen stor karriere bag sig, men har overrasket en enkelt gang før, da hun tog OL-sølv i super-G i 2022.

Tjekken Ester Ledecka, hvis største bedrifter er opnået på et snowboard, tog sig af bronzemedaljerne.

Den uventede besætning på podiet skyldes, at stjerner som Federica Brignone, Sofia Goggia, Cornelia Hütter, Corine Suter og Lindsey Vonn ikke fandt fart nok på pisten.

Værst gik det for den tidligere OL- og VM-medaljevinder i disciplinen Lara Gut-Behrami, som efter et par lovende mellemtider mistede balancen og måtte udgå.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT