Rejsetrætte Team Esbjerg slider sig til vigtig CL-sejr i Ungarn

4. OKT 2025 • 17:43SPORT

Trods en langtfra optimal optakt lykkedes det Team Esbjerg at besejre Debrecen i Champions Leagues gruppespil.

Efter en tung start på Champions League kan Team Esbjergs håndboldkvinder tage en opmuntring med hjem fra besøget hos Debrecen i Ungarn.

Esbjergenserne vandt 32-29 i kamp, hvor holdet først i slutfasen trak afgørende fra ungarerne. Dermed er Tomas Axnérs tropper oppe på fire point efter fire kampe.

Team Esbjerg startede gruppespillet med et mål om at slutte på en af de to øverste pladser, der giver direkte adgang til kvartfinalerne. Men to nederlag i de første tre kampe har sat holdet en smule under pres.

Vestjyderne leverede lørdag en lidt ujævn præstation, men var heller ikke heldig med optakten til den vigtige kamp.

Forsinkede flyafgange, et misset flyskift og droner over Münchens lufthavn tvang holdet til at overnatte på gulv og hårde bænke i afgangshallen.

Først få timer inden kampstart nåede truppen omsider frem til Debrecen.

Måske var det rejsetrætheden, der sad i spillerne i første halvleg, for esbjergenserne havde i hvert fald svært ved at få rytme i angrebsspillet.

Men efter at have været nede med 6-9 undervejs kunne DM-sølvvinderne trods alt gå til pause foran 15-14.

Stregspilleren Tabea Schmid fortsatte de takter, hun har vist i Team Esbjerg-trøjen siden skiftet fra København i sommer.

Schweizeren, der i den hjemlige liga har scoret på 93 procent af sine afslutninger, var sikkerheden selv, når hun fik chancen fra stregen eller på straffekast. Otte mål på otte forsøg blev det til.

Det var medvirkende til, at Team Esbjerg udbyggede forspringet fra anden halvlegs start. Men de ungarske værter lagde sig ikke ned, og ti minutter før tid nåede Debrecen op på 25-26.

Team Esbjerg-målvogter Anna Kristensen løftede sit spil i kampens slutfase og frustrerede hjemmeholdet med en stribe redninger. På den måde trak Team Esbjerg fra til sidst og sikrede sig to vigtige point til Champions League-regnskabet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT