Real Madrid straffer enorme fejl og slår City i CL-brag

11. FEB 2025 • 23:06SPORT

Ederson og Mateo Kovacic lavede to afgørende fejl i Manchester Citys nederlag på 2-3 til Real Madrid.

Storkampen mellem Manchester City og Real Madrid var velspillet og underholdende, men særligt de engelske fejl i slutningen af kampen vil blive husket.

Her indtog først målmand Ederson og siden midtbanespiller Mateo Kovacic skurkeroller med et par håbløse aktioner, som Real Madrid udnyttede til at vinde 3-2.

Forinden havde Erling Haaland ellers gjort sit for at skaffe lidt tiltrængt succes til de lyseblå med to scoringer, men indsatsen var forgæves.

Returopgøret spilles i den spanske hovedstad onsdag i næste uge. Her går et af holdene videre til ottendedelsfinalen.

Hverken Manchester City eller Real Madrid var specielt prangende i turneringens indledende fase og stod derfor over for hinanden i kampen om at spille sig blandt de sidste 16 hold.

I den direkte duel var ikke noget med at pakke sig og satse på et målfattigt udfald før det omvendte opgør.

Real Madrid kom blæsende ud af startblokken og sværmede om Citys felt i de første ti minutter.

Herfra stemplede Pep Guardiolas tropper ind i kampen, og John Stones bragte ro til hjemmeholdet i sin rolle som det defensive anker på midtbanen.

Fra sin position som venstre back viste Josko Gvardiol sine offensive evner, da han efter knap 20 minutter løb med frem og lagde bolden til rette for Haaland, der var sikkerheden selv foran kassen.

Det var nordmandens mål nummer 48 i lige så mange optrædener i Champions League.

Real Madrid og særligt Kylian Mbappe havde flere store tilbud umiddelbart før pausen, men Manchester City havde marginalerne med sig og gik til pausen foran 1-0.

Den dårlige nyhed var, at både Jack Grealish og Manuel Akanji var gået ud med skader, og at holdets kvaler på det punkt fortsatte.

Efter pausen var det Citys tur til at komme energisk fra start. Anden halvleg var knap nok sparket i gang, før et forsøg fra Haaland blev rettet af og ramte overliggeren.

Men City havde svært ved at bevare teten, som de havde haft i det meste af første halvleg. Lidt heldigt udlignede Kylian Mbappe med sit skinneben efter et frispark, og både Federico Valverde og Jude Bellingham kunne med lidt mere skarphed have bragt gæsterne foran.

Alligevel sad man med fornemmelse af, at alt kunne ske. Og da Phil Foden med ti minutter igen blev nedlagt i feltet, fik Manchester City et straffespark.

Det udnyttede Haaland sikkert, men nordmanden måtte se indskiftede Brahim Diaz score efter en håbløs returbold fra Ederson.

Få minutter senere var det så Kovacic, der tog hovedet under armen. Hans sløje pasning tilbage i banen blev opsnappet af Madrid-spillerne, og før man nåede at blinke, havde Bellingham afgjort kampen.

Portugisiske Sporting CP er på randen af knockout efter et nederlag på 0-3 hjemme til Borussia Dortmund. Sporting havde Conrad Harder med i startopstillingen, mens Morten Hjulmand sad ude med karantæne.

Efter udskiftningen af Harder i anden halvleg satte tyskerne tingene eftertrykkeligt på plads med tre scoringer.

Juventus slog på hjemmebane PSV med 2-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT