Presset Liverpool-træner føler sig tryg efter nyt nederlag
Arne Slot er en presset mand efter CL-afklapsning mod PSV. Tidligere Liverpool-profil fælder hård dom.
Liverpools cheftræner, Arne Slot, er overbevist om, at han undgår en fyring til trods for et nyt nederlag til de forsvarende engelske mestre.Det siger hollænderen, efter at Liverpool onsdag aften tabte 1-4 på hjemmebane til et skarpt PSV-hold i Champions League.
- Jeg føler mig tryg. Jeg har det fint. Jeg har masser af støtte oppefra, siger Arne Slot med henvisning til ledelsen i Premier League-klubben ifølge nyhedsbureauet AFP.
Nederlaget til PSV var det niende for Liverpool i de seneste 12 kampe på tværs af turneringer, og Arne Slot er under stigende pres.
- Det ville være rart at vende det og få en sejr, selvfølgelig, men hvis man ikke gør det godt, er det normalt, at der bliver stillet spørgsmål, siger Arne Slot.
- Jeg har det fint med min position. Det er ikke første gang, jeg er i en svær situation, men det er på tide, at vi vender det. Jeg er ikke bekymret, tilføjer cheftræneren.
Det usædvanlige syn af tomme røde sæder på hjemmebanen Anfield onsdag aften længe før slutfløjt var en knusende dom over Liverpools fald fra tinderne i denne sæson.
Den tidligere Liverpool-anfører Steven Gerrard øger presset på Slot med en hård vurdering af klubbens situation.
- Med hvert nederlag kommer vi tættere på en krise, siger Gerrard til TNT Sport ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer:
- Der er ingen undskyldninger for en præstation som den her i denne klub. De er i en frygtelig stime, deres selvtillid er på et historisk lavpunkt. Medmindre manageren kan finde svar og stabilitet i sit hold, vil denne situation fortsætte.
Liverpool ligger nummer 13 i Champions Leagues gruppespil med ni point efter fem kampe.
/ritzau/
