Portugal sprudler uden Ronaldo og sikrer VM-billet

16. NOV 2025 • 16:59SPORT

Med Cristiano Ronaldo i karantæne holdt Portugal målfest mod Armenien og kvalificerede sig til VM med 9-1.

Portugal er klar til VM i Nordamerika, efter at holdet med en overlegen 9-1-sejr gjorde arbejdet færdigt i sidste kvalifikationskamp mod Armenien.

De armenske gæster drillede ellers hjemmeholdet tidligt med en overraskende udligning, men truslen blev hurtigt afværget.

I stedet udviklede opgøret sig til en portugisisk målfest på Estádio do Dragão i Porto, hvor både Bruno Fernandes og Joao Neves stod for hattrick.

Sejren cementerede Portugals førsteplads i VM-kvalifikationens gruppe F, hvilket sender holdet direkte til VM i 2026.

Portugal måtte undvære den 40-årige superstjerne Cristiano Ronaldo, efter at han i kampen forinden havde placeret en albue i siden på Irlands Dara O'Shea. Det udløste et rødt kort og efterfølgende karantæne.

Ronaldo kan potentielt gå glip af starten på VM i 2026, afhængigt af hvor længe karantænen ender med at vare.

Uden den rutinerede angriber var portugiserne dog farlige fra start. Allerede efter syv minutter kunne de fejre kampens første scoring på Estádio do Dragão.

Et hårdt frispark fra Bruno Fernandes voldte store problemer for den armenske målmand, Henri Avagyan, som måtte give en retur direkte ud til 22-årige Renato Veiga, der pandede bolden i mål.

Stemningen blev kort efter midlertidigt dæmpet i Porto. Armeniens Eduard Spertsyan udnyttede et glimrende indlæg fra Grant-Leon Ranos og udlignede.

Nervøsiteten hos hjemmeholdet blev dog lettet efter knap en halv times spil, da Gonçalo Ramos udnyttede en katastrofal armensk tilbagelægning og køligt bragte Portugal foran 2-1.

Bolden nåede dårligt nok at blive givet op igen, før det blev Joao Neves' tur til at score med en glimrende førstegangsafslutning fra kanten af feltet.

Kort efter blev Neves dobbeltmålscorer med et fremragende eksekveret frispark, der gik ind via overliggeren.

Hvis de portugisiske fans ikke allerede følte sig helt sikre, kunne de roligt begynde på søndagens fodboldfejring, da Bruno Fernandes gjorde det til 5-1 på et straffespark kort før pausen.

Fra starten af anden halvleg fortsatte Portugal med at dominere. Bruno Fernandes bragte først kampen op på tenniscifre med sin anden scoring i opgøret, før han fuldendte hattricket fra et nyt straffespark og gjorde det til 7-1.

Joao Neves scorede igen efter 81 minutter og sikrede sig dermed også sit tredje mål i kampen.

Francisco Conceicao rundede festen af med kampens sidste scoring til 9-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT