Pogacar efter 48 kilometers soloridt: Angrebet var planlagt
Tadej Pogacar vandt lørdag monumentet Lombardiet Rundt for fjerde år i træk i en sand magtdemonstration.
Flere af Tadej Pogacars sejre i 2024 er kommet efter suveræne soloridt, og lørdag var ingen undtagelse, da han leverede en sand magtdemonstration i det italienske monument Lombardiet Rundt.48 kilometer fra mål kørte verdensstjernen på dagens store stigning, Colma di Sormano, fra konkurrenterne, og derfra var det ren slovensk opvisning.
- Angrebet var planlagt. Vi vidste, at de sidste 40 kilometer ville blive mand mod mand, lyder det fra Pogacar i vinderinterviewet.
- Jeg vidste, at hvis jeg havde et godt hul på toppen af Sormano, så ville jeg være i stand til at holde til mål.
Remco Evenepoel skilte sig ud som næstbedst, men han kom aldrig i nærheden af Pogacar. Belgieren krydsede målstregen 3 minutter og 16 sekunder efter sloveneren.
- Jeg lagde pres på nedkørslen for at vinde den mentale kamp mod Remco Evenepoel, siger Pogacar.
Lombardiet-triumfen er fjerde år i træk, at den slovenske stjerne kører først over målstregen i den italienske klassiker.
Kun den italienske legende Fausto Coppi har med sine fem sejre flere triumfer i løbet, mens en anden italiener, Alfredo Binda, vandt klassikeren fire gange mellem 1925 og 1931.
2024 har været et historisk år for 26-årige Tadej Pogacar. 25 sejre er det blevet til i en sæson, der har budt på sejre i nyklassikeren Strade Bianche, monumentet Liège-Bastogne-Liège og VM i linjeløb.
Læg dertil samlede sejre i Giro d'Italia og Tour de France, hvor det undervejs i de to grand tours blev til 12 etapesejre.
Det er stort set kun legenden Eddy Merckx, der historisk kan matche de sæsoner resultatmæssigt.
Den slovenske stjerne vil dog ikke forholde sig til, hvor hans præstationer står i et historisk perspektiv.
- Det må vi se på efter karrieren, siger Pogacar med et skævt smil.
/ritzau/