Olympisk flygtningehold vokser til 36 atleter i Paris

2. MAJ 2024 • 15:14SPORT

36 flygtninge fra 11 forskellige lande deltager på IOC's flygtningehold ved OL i Paris til sommer.

36 flygtninge kommer til at konkurrere på et hold med eget emblem til OL i Paris, der afvikles fra 26. juli.

Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) torsdag på sin hjemmeside.

Det er tredje gang i træk, at IOC har samlet et hold af flygtninge, og 36 atleter er ny rekord.

- Med jeres deltagelse i De Olympiske Lege demonstrerer I det menneskelige potentiale i forhold til ukuelighed og udmærkelse. Det sender et budskab om håb til de mere end 100 millioner fordrevne mennesker rundt omkring i verden.

- Samtidigt gør I milliarder af mennesker i verden opmærksomme på flygtningekrisens omfang. Derfor opfordrer jeg alle til at slutte sig til os for heppe på jer, siger IOC-præsident Thomas Bach til IOC's hjemmeside.

I Rio i 2016 bestod flygtningeholdet af 10 atleter, mens der er i Tokyo for tre år siden deltog 29 atleter.

De 36 flygtninge på holdet i Paris kommer fra 11 forskellige lande og deltager i 12 forskellige sportsgrene.

Chef de Mission for OL-holdet bliver den 28-årige Masomah Ali Zada, der i 2016 flygtede fra Taliban i Afghanistan til Frankrig og siden deltog på IOC's flygtningehold ved OL i Tokyo i 2021.

Her blev hun nummer 25 af 25 deltagere i kvindernes enkeltstart.

Endnu har flygtningeholdet sin første medalje ved et OL til gode, men det var meget tæt på i Tokyo, hvor dengang 22-årige Kimia Alizadeh tabte sin bronzekamp i taekwondo.

Hun vandt i 2016 OL-bronze for Iran, men flygtede i 2020 efter kritik af det iranske styre. I marts 2024 blev det offentliggjort, at hun ved OL og fremover stiller op for Bulgarien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU