OL-udsigt har hjulpet dansk målmand gennem hård periode

10. FEB 2026 • 19:23SPORT

Frederik Andersen havde en tung start på sæsonen, men føler sig tilbage i topform inden OL-premieren.

Ny opgave, nye omgivelser og nye holdkammerater.

Ishockeymålmanden Frederik Andersen har alle muligheder for at starte på en frisk og lægge nogle besværlige måneder bag sig, når han skal på isen med det danske landshold ved vinter-OL i Italien.

Den første del af sæsonen i NHL er nemlig slet ikke forløbet, som den midtjyske veteran har været vant til.

Efter mange år som ubestridt førstevalg skal han kæmpe hårdt for spilletiden, og hans redningsprocenter for Carolina Hurricanes ligger et stykke under vanligt niveau. Han lukker i gennemsnit også flere mål ind, end han plejer.

- Det har været op og ned. Der har været lidt udfordringer, og det var nyt for mig, at vi var tre målmænd, der skulle slås om spilletiden. Det var svært for mig at finde kamprytmen og storformen.

- Men siden jul føler jeg, at det er gået bedre. Det har hjulpet mig at have OL at se frem imod. Det har været en ekstra motivation i jagten på at få spillet til at fungere, siger Frederik Andersen efter en OL-træning i Milano.

En af hans konkurrenter i den amerikanske klub, russeren Pyotr Kochetkov, er blevet skadet og har ikke været i kamp siden 20. december.

Det har givet mere arbejde til Andersen, der nu "kun" konkurrerer med Brandon Bussi om opgaverne i målet. Danskerens statistikker har også løftet sig frem mod OL-pausen.

- Når man rider på en succesbølge, så er alting lettere. Men har man en svær kamp, skal man være dygtig til at lægge den bag sig og fokusere på det næste, der kommer.

- Det har denne periode været en god lektion i, og det kan jeg også bruge her ved OL, hvor vi får mange kampe på kort tid.

- Jeg er tilbage på den gode klinge. Det kører godt, fastslår Frederik Andersen.

Den 36-årige målmand har en stor andel i, at Danmark overhovedet er med ved OL.

Han leverede en pragtpræstation i målet, da landsholdet slog Norge i den afgørende kvalifikationskamp for snart halvandet år siden.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT