OL-guldvinder giver atletikpræsident Usain Bolt-fornemmelser
Noah Lyles underholder publikum og er populær på sociale medier. Hans OL-triumf kan være guld for atletikken.
Siden Usain Bolt gik på pension i 2017, har der manglet en ny gigantisk superstjerne på kongedisciplinen over dem alle - mændenes 100 meter.Da startskuddet lød til søndagens OL-finale på distancen, var det uden en reel superstjerne i feltet. Knap 10 sekunder senere var billedet forandret.
I hvert fald ifølge Sebastian Coe, der er præsident for atletikkens verdensforbund World Athletics og tidligere dobbelt olympisk guldvinder på 1500-meterløb.
Han mener, Lyles' sejr kan være en gevinst for verdensatletikken. Og at amerikaneren kan være personen, der løfter arven fra Usain Bolt.
- Det er virkelig vigtigt, fordi han er en person, man lægger mærke til. Det er en person, som unge mennesker snakker om.
- De snakker om ham på samme måde, som de snakker om de største sportsprofiler i verden, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Lyles' popularitet kan blandt andet ses på hans instagramprofil, som har én million følgere. Han befinder sig godt i rollen som entertainer.
Allerede da han trådte ind på Stade de France til finalen, lignede han en stjerne, da han sprang rundt på løbebanen og animerede tilskuerne til at skrue op for lydniveauet.
På trods af en lidt langsom start var Lyles helt i front, da løberne nåede målstregen. Efter nogle sekunders tvivl og en afgørelse på målfoto stod det klart, at han var den hurtigste med sin tid på 9,79 sekunder.
Lyles er ingen ny skikkelse på atletikscenen. Han er allerede seksdobbelt verdensmester - fordelt på forskellige discipliner - og han har en bronzemedalje på 200 meter med i bagagen fra OL for tre år siden.
Og han er regerende verdensmester på de 100 meter. Men en OL-guldmedalje på kongedistancen er uden tvivl det største, man kan opnå inden for atletik.
Lyles stiller i Paris også op i 200-meterløb og 4 x 100 meter, hvor det klare mål er to guldmedaljer mere. Mandag aften skal Lyles i aktion i 200-meterløb.
/ritzau/