OB går på juleferie med uventet pointtab
OB førte 1-0 og 3-2, men måtte nøjes med 3-3 hjemme mod bundholdet B93 i 1. division.
Meget skal gå galt for OB i foråret, hvis ikke det fynske fodboldflagskib skal vende tilbage til landets bedste fodboldrække, men fynboerne slutter alligevel efterårssæsonen af med en skuffelse.På hjemmebane smed holdet to føringer og måtte nøjes med 3-3 hjemme mod nedrykningstruede B93.
Søren Kroghs mandskab kan dog stadig glæde sig over, at det er blevet til 14 sejre i 18 kampe i 1. division i efteråret.
Derfor har holdet et forspring på 14 point til Esbjerg, der ligger på den ikke-oprykningsgivende tredjeplads i rækken. OB har otte point ned til Fredericia på andenpladsen.
I søndagens kamp var OB klar favorit og kom da også planmæssigt foran med 1-0 efter 17 minutters spil på Max Ejdums fuldtræffer. Det var stik mod spil og chancer, at B93 et kvarter senere førte med 2-1 efter to kontramål.
Først udlignede Emeka Nnamani på oplæg fra Sebastian Koch, og derefter byttede de roller ved 2-1-scoringen.
Inden pausen udlignede Max Fenger efter en dødbold, og OB havde fuld fortjent vendt opgøret to minutter efter pausen efter en yderst besynderlig scoring.
B93-spilleren Niels Morberg lavede en skæv aflevering til sin egen keeper og endte med at lave selvmål.
Foran 3-2 lignede OB et hold på kurs mod en sikker sejr, men det lykkedes gæsterne at udligne til 3-3 i det 77. minut ved Ole Jakobsen.
Det var gæsternes første afslutning i anden halvleg, og det var holdets tredje inden for rammen i hele kampen - og den tredje der gik i mål. Først i slutminutterne blev Viljar Myhra noteret for en redning.
Mandag bliver det afgjort, om B93 overvintrer under nedrykningsstregen. Det sker, hvis bundkonkurrenten HB Køge vinder hjemme over Hillerød.
1. division afvikles efter samme format som Superligaen. Efter de 22 indledende spillerunder deles rækken op i top-6 og bund-6.
/ritzau/