Russer ekspederer Tauson ud i Washington D.C.

26. JUL 2025 • 03:59SPORT

Fjerdeseedede Clara Tauson tabte kvartfinale i USA's forbundshovedstad til russeren Anna Kalinskaya.

Tennisspilleren Clara Tauson er færdig ved en WTA Tour-turnering i Washington D.C. efter et nederlag i kvartfinalen.

Den 22-årige dansker missede en plads i semifinalerne, da hun natten til lørdag tabte 3-6, 5-7 til russeren Anna Kalinskaya.

Som fjerdeseedet i turneringen var Tauson favorit mod den fire år ældre Kalinskaya, der er nummer 48 på verdensranglisten. Her rangerer Tauson som nummer 19.

Tauson kom hurtigt bagud i første sæt, hvor den danske favorit hele tre gange blev brudt i sit eget serveparti.

I andet sæt befandt Tauson sig hurtigt i mere modvind, og danskeren kom bagud med 3-5 efter et nyt russisk servegennembrud.

I det næste parti fik danskeren brudt til 4-5, og lidt senere fik hun også udlignet til 5-5. Dermed fik hun skabt et håb om et muligt comeback, men det blev hurtigt slukket.

På den anden side af nettet fik Kalinskaya hanket op i sig selv, og russeren vandt de næste to partier og lukkede kampen.

De to spillere stod senest over for hinanden for tre uger siden i Wimbledon, hvor det blev til en dansk sejr.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT