Antonsen punkterer træt franskmand efter skidt start

25. JUL 2025 • 14:55SPORT

Anders Antonsen er klar til semifinalen i Super 1000-turneringen China Open efter sejr over Toma Junior Popov.

Badmintonspilleren Anders Antonsen fik sig fredag en forskrækkelse i Super 1000-turneringen China Open, men danskeren formåede alligevel at spille sig videre til semifinalen.

Franske Toma Junior Popov, der er nummer 17 i verden, vandt overraskende første sæt, inden at Antonsen vendte kampen og vandt i tre sæt.

Antonsen, der er nummer tre i verden og andenseedet i turneringen, endte med at vinde kampen 19-21, 21-12, 21-8 efter en time og et kvarter.

Efter at have vundet første sæt fulgte Toma Junior Popov med frem til 6-6 i andet sæt. Derfra knækkede filmen for franskmanden, der kun vandt 14 af de næste 50 point i opgøret.

Toma Junior Popov stillede også op i double i den kinesiske turnering, og det virkede til, at kræfterne slap op i de to sidste sæt.

Antonsen gjorde stort set, hvad der passede ham i tredje og sidste sæt, hvor en helt energiforladt Popov nærmest havde givet op inde på banen.

I lørdagens semifinale skal Antonsen møde kineseren Wang Zhengxing, der er nummer 23 i verden.

Zhengxing vandt i sin kvartfinale 21-6, 22-20 over Christo Popov, der er doublemakker og bror til Toma Junior Popov.

Antonsen er det eneste tilbageværende danske islæt i turneringen i Kina.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT