OB-drømmemål sender Fredericia under nedrykningsstregen
OB scorede to flotte langskudsmål og sendte FC Fredericia ned under nedrykningsstregen.
FC Fredericia skabte bunker af chancer, men OB var skarpest og trak sig sejrrigt ud af søndagens besøg hos fredericianerne.Fynboerne vandt 2-0 på to langskudsdrøn, sikrede sig overlevelse og lagde pres på FC København i toppen af Superligaens nedrykningsspil.
Fredericia er nu under nedrykningsstregen, fordi Silkeborg IF slog Randers FC med 2-0 i søndagens anden tidlige superligakamp.
Fredericia har 30 point på næstsidstepladsen, Randers er tredjesidst med 31 point, og Silkeborg er fjerdesidst med 33 point. Der er ni point tilbage at spille om, og kampen om overlevelse bliver mildt sagt intens.
OB kom bedst i gang med søndagens opgør i Fredericia, men efter syv minutter var værternes Andreas Pyndt ved at score på et fremragende og knækkende langskud, som havnede på sammenføjningen.
Det blev startskuddet til en halvleg med klart spillemæssigt overtag til Fredericia. Værterne skabte masser af store chancer, men kunne bare ikke få den skovlet over stregen.
Det kunne OB derimod. Efter 12 minutter fik Ismahila Ouédraogo god tid uden for feltet og halvflugtede bolden mod mål. Keeper Valdemar Birksø så den for sent og kunne ikke nå den, før den lå i nettet.
Derefter fortsatte Fredericia med at presse hårdt på, og blandt andre Jonatan Lindekilde vil have mareridt over en misbrugt mulighed.
Og efter 31 minutter slog OB til igen - ud af det blå. Jann-Fiete Arp tog en tur frem ad banen og hamrede bolden op i krydset langt udefra. Et mål, der må kandidere til sæsonens bedste i Superligaen.
Stik imod spil og chancer gik OB til pause med en komfortabel føring på 2-0.
I pausen havde OB helt åbenlyst talt om at blive sværere at skabe chancer imod. Fynboerne stillede sig længere tilbage og gik mere fysisk til værks, og derfor blev Fredericias vej til feltet mere besværlig.
Fem minutter inde i anden halvleg scorede Jona Niemiec til 3-0 for OB, men målet blev underkendt for offside i opspillet.
Samme skæbne led Fredericia efter 79 minutter, da Anders Dahl nåede først frem til en ripost og prikkede bolden i mål. Indskifteren var selv i offside, og målet blev annulleret omgående.
Kort efter var Jay-Roy Grot lige ved at udbygge den fynske føring, men misbrugte en gigantisk chance lige foran mål.
/ritzau/
