Egyptisk chef: Salah har spillet sidste Liverpool-kamp

26. APR 2026 • 11:05SPORT

Egyptisk fodboldchef melder Mohamed Salah ude med lårskade for resten af Premier League-sæsonen.

Den egyptiske stjernespiller Mohamed Salah kan meget vel have spillet sin sidste kamp for Liverpool.

Lørdag udgik han med en skade, da Liverpool slog Crystal Palace, og skal man tro direktøren for Egyptens fodboldlandshold, Ibrahim Hassan, bliver det Salahs sidste optræden for storklubben.

- Han har pådraget sig en skade i baglåret, som kræver behandling i fire uger, siger Ibrahim Hassan ifølge Reuters.

Liverpool spiller sin sidste kamp i sæsonen om præcis fire uger, og Salah har allerede annonceret, at han er i gang med sin sidste sæson hos Liverpool.

Salah lignede en spiller, der var bevidst om, at det var hans sidste optræden, da skaden tvang ham ud efter en times spil lørdag, da han gav sig god tid til at klappe ud mod tribunerne på Anfield.

Liverpool har endnu ikke udtalt sig om Salahs skade.

Ifølge Ibrahim Hassan når Salah at blive klar til sommerens VM-slutrunde, hvor Egypten er i gruppe med Belgien, New Zealand og Iran.

Salah kom til Liverpool i 2017 og har siden været en af klubbens mest fremtrædende i historien.

Han er den tredjemest scorende for Liverpool i historien og har blandt andet været med til at vinde Premier League i 2020 og 2025 samt Champions League i 2019.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT