Nyt dansk OL-håb fra Norge sætter skiforbund på prøve
Norske Anne Bünemann de Besche har besluttet sig for at repræsentere Danmark på verdensscenen i skiskydning.
Danmark kan ikke prale af store traditioner i skiskydning, men for nylig skete der noget, der måske kan klemme dannebrog ind i verdenseliten.Tidligere på året besluttede Anne Bünemann de Besche nemlig at udnytte sin mulighed for at stille op for Danmark. Den 25-årige nordmand har danske forældre, og nu vil hun til vinter-OL med dannebrog på pandebåndet.
Det har skabt glæde i Danmarks Skiforbund, men også udfordringer.
- Vi er lidt på hælene rent organisatorisk i forhold til pludselig at stå med en atlet på hendes niveau, og det er jo, fordi skiskydning i Danmark er lidt på pionerstadiet.
- Vi har ikke en organisation i form af en landstræner og et sportsligt støtteapparat, der kan gribe hende. Så for at være helt ærlig, så lægger vi brædderne ud, i takt med at vi går, siger sportschef Thomas Jacobsen.
Anne Bünemann de Besche har i flere år bevæget sig lige i periferien af det meget, meget stærke norske landshold, men har ikke fået foden inden for.
Derfor har hun ikke haft mulighed for at deltage i store stævner som World Cup, VM og OL. Men det får hun nu mulighed for som dansker.
I weekenden leverede hun en imponerende præstation, da hun i fællesstarten ved den norske sæsonåbning skød fejlfrit og blev nummer fire blandt prominente navne.
- Hun er international elite. Hun har ikke løbet store nok løb til at kvalificere sig som verdensklasseatlet, men jeg vil mene, at hun aspirerer til at være det. Hun har i hvert fald potentialet, siger Thomas Jacobsen.
Men fordi Danmarks Skiforbund ganske enkelt ikke rummer kompetencerne til at varetage så stort et talent som Anne Bünemann de Besche, har man besluttet at hyre en af skiskyttens personlige trænere, Svenn-Arne Nordhagen.
- Vi har som forbund lavet en aftale med Svenn-Arne, så han arbejder for Danmark. Han vil være der for Anne til de stævner, hun stiller op i, og så skal han arbejde med udvikling af skiskydning i Danmark, siger Thomas Jacobsen.
Den slags er imidlertid ikke gratis, men Danmarks Skiforbund har på kistebunden lidt mønter fra verdensforbundet IBU, som nu bliver aktiveret.
- IBU støtter de enkelte lande ud fra en meget kompliceret fordelingsnøgle, og det har de gjort i en årrække. Der har akkumuleret sig nogle penge i vores system, så vi har nogle penge at lege med, siger Thomas Jacobsen.
- Og så har der været stor efterspørgsel fra løberne på at få trænere med rundt til stævner, og der er også behov for at få viden om skiskydning ind i det danske miljø. Så vi bruger pengene på at lave en lille satsning nu.
For Anne Bünemann de Besche gælder de kommende måneder om at præstere så godt, at hun kommer til OL.
- Rent sportsligt ser det godt ud. Hun skal bare levere resultaterne, siger sportschefen.
Som det ser ud lige nu, ligger Danmark til at få én OL-billet via grønlandske Ukaleq Slettemark. Holder Slettemark niveau, mens Anne Bünemann de Besche præsterer som forventet, kan Danmark få endnu en billet.
Det er Thomas Jacobsen, der skal indstille til Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse, hvem der skal til vinter-OL på den ene eller de to billetter.
/ritzau/
