Ny VM-triumf opfylder Pogacars største sæsonmål

28. SEP 2025 • 18:12SPORT

Tadej Pogacar har stilet efter VM-guld hele sæsonen. Sølvvinder Remco Evenepoel er knust over uheld.

I sommer vandt Tadej Pogacar Tour de France i suveræn stil. Men det er søndagens triumf i VM's landevejsløb, der fylder mest i hans bevidsthed.

Allerede i vinter udså han sig VM-løbet i Kigali som sæsonens vigtigste. Her ville han forsvare den regnbuetrikot, han vandt sidste år i Zürich. Og missionen lykkedes søndag eftermiddag efter endnu et suverænt solotogt.

- Det var mit store sæsonmål at forsvare trøjen, og jeg må sige, at det var en af de hårdeste ruter, jeg har kørt VM på. Det var et ekstremt hårdt løb. Solen bagte, og det var virkelig varmt. Men det har været en fantastisk dag, siger Pogacar på vinderpressemødet i Rwandas hovedstad.

I karakteristisk stil slog han hul på løbet på den hårdeste stigning, Mount Kigali, med omkring 100 kilometer tilbage.

I starten havde han følgeskab af et par konkurrenter, men de faldt forholdsvis tidligt fra, og det var faktisk ikke en del af planen.

- Strategien var at stikke på Mount Kigali og få en lille gruppe med. Det lykkedes, men gruppen smuldrede for tidligt, så jeg skulle klare mig på egen hånd. Det var virkelig hårdt, men det lykkedes, siger Pogacar.

Han konstaterer, at det er mindst lige så stor en oplevelse at genvinde et VM, som det er at tage titlen første gang.

- Begge har været helt særlige oplevelser for mig. Sidste år var første gang, men det er måske endnu sværere at forsvare titlen.

- Samtidig har det været en lang rejse og krævet mange forberedelser at være i stand til at vinde her, så det er noget ganske specielt, siger Tadej Pogacar.

Mens sloveneren kan glæde sig over endnu en stor triumf i en karriere, der er stopfyldt med højdepunkter, er humøret helt i bund hos sølvmedaljevinder Remco Evenepoel.

Han så stærk ud, men hans guldhåb blev spoleret af hele to cykelskift undervejs.

- Måske vil jeg se anderledes på det om noget tid. Jeg har det ikke godt nu, lyder det fra den knuste belgier.

Uheldet var ude umiddelbart inden opkørslen på Mount Kigali, bjerget hvor Pogacar altså lavede sit store angreb.

- Jeg kørte ned i et hul, og min saddel faldt lidt ned. Jeg sad dårligt, og på stigningen fik jeg krampe i lårene. Jeg vidste godt, at Tadej ville køre, men jeg kunne ikke træde cyklen ordentlig rundt, forklarer han.

Han skiftede cykel, men fik i første omgang fat i sin tredjecykel, som han efter eget udsagn kun bruger sjældent.

- Den kørte ikke så godt, så jeg måtte vente på bilen igen for at få min andencykel. Det kørte godt derefter, og så blev jeg altså nummer to, konstaterer han.

Han var tydeligt rasende undervejs og overvejede da også kortvarigt at stå af og forlade løbet.

- Jeg så, at Pogacar var 1 minut og 45 sekunder foran og tænkte: Hvorfor fortsætte? Det var et svært tidspunkt.

- Men jeg kom heldigvis tilbage til gruppen, og efter mit andet cykelskifte kørte det bedre, og mine kramper forsvandt. Pogacar var stærk, og han kørte igen et formidabelt VM-løb.

- Det var bare frustrerende fordi jeg vidste, at det kunne have været anderledes. Hvis jeg ikke havde haft kramper på Mount Kigali, kunne jeg have kørt med, og så ville løbet ikke have været afgjort, mener Evenepoel.

Ireren Ben Healy sluttede på tredjepladsen, mens danske Mattias Skjelmose endte lige uden for medaljepodiet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT