Norske spillere tilbydes viden og vejledning før møde med Israel
Erling Haaland og holdkammeraterne står tirsdag over for Israel, som Norge har kritiseret for angreb på Gaza.
Spillerne på det norske fodboldlandshold er blevet tilbudt ekstra viden og vejledning om situationen i Israel forud for tirsdagens møde med israelerne i VM-kvalifikationen.Det siger landstræner Ståle Solbakken ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
- Jeg tror ikke, at du skal undervurdere, at mange har egne og stærke holdninger, lyder det fra den tidligere FCK-chef.
Spillerne har ikke fået besked om, hvad de må sige og ikke sige, understreger han.
- Ingen instruktioner. Jeg pålægger aldrig nogen at sige noget. Hvis nogen vil sige noget internt eller udadtil, har de lov til det, siger Ståle Solbakken.
Norge møder Israel, umiddelbart efter at Israel har gennemført en række nye angreb mod Gaza og Libanon.
På grund af situationen i Mellemøsten må israelerne ikke spille deres hjemmekampe i hjemlandet. Opgøret er i stedet lagt i den ungarske by Debrecen.
Det har ikke været på tale at blive væk fra kampen i protest, påpeger præsidenten for Norges Fodboldforbund, Lise Klaveness.
Men hun forholder sig yderst kritisk til tirsdagens modstander.
- Vi kan ikke og ønsker ikke at være upåvirkede af de uforholdsmæssige angreb, som civilbefolkningen i Gaza har været udsat for over lang tid. Det bagtæppe gør, at det her er en vanskelig kamp for os, siger hun.
Norge har tidligere kritiseret Israels angreb på Gaza og opfordret til våbenhvile.
- Vi står sammen med den norske regering i kravet om en øjeblikkelig standsning af angrebene, siger Lise Klaveness.
Norge åbnede lørdag kvalifikationen på bedst mulig vis med en sejr på 5-0 ude over Moldova. Ud over Norge, Moldova og Israel er Estland samt taberen af Nations League-kvartfinalen mellem Tyskland og Italien en del af kvalifikationsgruppen.
/ritzau/