Nordic Storm får skrivebordssejr og vinder division

22. JUL 2025 • 09:49SPORT

Dansk-svenske Nordic Storm er sikker på en plads i slutspillet efter ni sejre i ni kampe i ELF.

Selv om der resterer tre kampe af grundspillet, er Nordic Storm allerede sikret en plads i slutspillet i European League of Football (ELF).

Den dansk-svenske satsning inden for amerikansk fodbold er nemlig sikker på at vinde den nordlige division, efter at holdet tirsdag blev tildelt en skrivebordssejr.

I slutningen af juni trak schweiziske Helvetic Mercenaries sig fra en kamp mod Nordic Storm på grund af en lang række skader.

Men i stedet for at finde en ny dato er Nordic Storm nu blevet tildelt en skrivebordssejr på 35-0. Det oplyser ligaen i et opslag på X.

Her lyder det, at ligaen og holdene forsøgte at få kampen spillet i næste uge, men det var ikke muligt for Nordic Storm at finde et stadion, hvor den kunne afvikles.

Med skrivebordssejren er Nordic Storm oppe på ni sejre i ni mulige kampe i den imponerende debutsæson.

Den nærmeste konkurrent i den nordlige division, den forsvarende vinder Rhein Fire fra Tyskland, har fem sejre i ni kampe og kan ikke indhente Nordic Storm i de resterende tre kampe i grundspillet.

Sejren i divisionen sikrer også Nordic Storm mindst én hjemmekamp på Gladsaxe Stadion i slutspillet.

Ender holdet blandt de to bedste i hele ligaen efter grundspillet, giver det også en direkte plads i semifinalen. Nordic Storm er det eneste ubesejrede hold efter ni kampe.

Næste kamp for Nordic Storm er søndag på udebane mod Frankfurt Galaxy.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT