Nissen sender Frankfurt tættere på Champions League

4. MAJ 2025 • 21:39SPORT

Rasmus Nissen Kristensen scorede et flot mål, da Frankfurt fik 1-1 mod Bo Henriksens Mainz.

Rasmus Nissen Kristensen snuppede en hovedrolle, da Eintracht Frankfurt søndag tog et stort skridt mod Champions League i næste sæson.

Landsholdsbacken scorede et flot mål til 1-0, da Frankfurt fik 1-1 ude mod Bo Henriksens Mainz, som også bejler til en plads i top-4.

Efter godt et kvarter var Nissen selv med til at erobre bolden og føre den frem, inden han blev spillet fri af angriberen Hugo Ekitike og scorede sit fjerde sæsonmål i duel med Mainz-keeperen.

Henriksens tropper svarede igen ved Jonathan Burkhardt efter en lille times spil, da han kom foran Nissen tæt under mål, og det blev trods rigeligt med muligheder i begge ender opgørets sidste træffer.

Frankfurt har dermed 56 point på tredjepladsen i Bundesligaen. Det er fem point mere end Dortmund på femtepladsen med blot to runder tilbage af sæsonen.

For Mainz var det syvende kamp i streg uden sejr. Det til trods har holdet matematisk stadig mulighed for at slutte i top-4. Fire point har Mainz op til Freiburg på fjerdepladsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT