Nicolaj Thomsen lægger støvlerne på hylden
Fodboldspilleren Nicolaj Thomsen stopper karrieren, men fortsætter i B93 i en administrativ rolle.
Den tidligere superligaspiller Nicolaj Thomsen, der aktuelt spiller i 1.-divisionsklubben B93, stopper sin aktive karriere.Det skriver fodboldspilleren selv på Instagram.
- Jeg stopper som spiller i B93 - men siger ikke farvel til klubben. Jeg rykker fra banen og ind på kontoret, hvor jeg som Creative Lead skal være med til at forme B93's næste kapitel, skriver midtbanespilleren.
Den 32-årige nordjyde fik sit fodboldgennembrud i AaB, hvor han var blandt profilerne på mandskabet, der i 2014 vandt det danske mesterskab. Samme år fik han også sin eneste landskamp, da han startede inde i en testkamp mod Rumænien.
Efter en succesfuld tid i Nordjylland drog Thomsen i sommeren 2016 til franske Nantes, men den helt store udenlandske succes udeblev.
I stedet vendte midtbanespilleren retur til dansk fodbold, da FC København hentede ham i januar 2017 på en kontrakt frem til sommeren 2021.
Thomsen vandt i den periode to danske mesterskaber og spillede særligt i 2018/19-sæsonen en stor rolle på FCK-mandskabet.
Efter kontraktudløbet i den danske hovedstad havde Thomsen et par kortvarige ophold i norske Våleranga og Sønderjyske.
I 2022 skiftede Thomsen så til B93, der på daværende tidspunkt spillede i 2. division. Med midtbanespilleren på holdet rykkede Østerbro-klubben op i den næstbedste række og har efterfølgende etableret sig der.
/ritzau/
