Nicki Pedersen tager til finale med realistisk medaljemål
Nicki Pedersen tror, det var fint for den danske medaljechance, at man blev slået af Australien i semifinalen.
En medalje og meget gerne af guld er ambitionen, når Danmark lørdag aften kører Speedway of Nations - også kaldet par-VM.Det lægger landstræner Nicki Pedersen ikke skjul på efter onsdagens semifinale, hvor Danmark blev toer efter favoritten Australien.
- Vi går efter medalje, og vi vil selvfølgelig gerne vinde guld. Men vi er også klar over, at der er mange stærke nationer med, og det er nok særligt Polen og Australien, der skal slås. Men det bliver et fantastisk løb, for alle kan tage point fra alle, påpeger Nicki Pedersen.
Danmark blev nummer tre i 2020 og 2021 og sluttede helt nede på en sjetteplads sidste år.
Skal man tro bookmakerne, er værterne fra Polen favorit foran Australien, mens Storbritannien er tredjefavorit lige foran Danmark.
Pedersen mener, at det danske hold, der består af Leon Madsen, Michael Jepsen Jensen og Mikkel Michelsen, har farten til at køre om VM-guld.
- Jeg synes faktisk, at kørerne står et godt sted, hvor de kan køre med om guldet, men motoren skal selvfølgelig køre rigtigt, og kørerne skal ramme de rigtige linjer. Og så kræver det held, men held er noget, man opsøger.
- Jeg kan mærke på kørerne, at de vil vinde det her pis lige så meget, som jeg vil. Og det er viljen, vi skal vinde på. Vi skal ville det mere end de andre, og kan vi det, så får vi tændt godt op i pejsen, lyder det fra Nicki Pedersen.
Han lægger ikke skjul på, at Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen er hans to foretrukne kørere til at begynde med. Det var de også i onsdagens semifinale, hvor Mikkel Michelsen dog fik chancen i to heats.
- Vi fik alle mand i aktion tidligt i løbet, så de kunne prøve nogle ting af. Det betød, at vi satte lidt point til, men det handlede om at blive blandt de to bedste. Det er lørdag, at vi skal komme med to procent ekstra.
- Faktisk er jeg glad for, at vi tabte til Australien. Sidste år slog vi dem i semifinalen og kørte røvgodt, og så tænkte vi, "nu kører det, og det bliver nemt i finalen", og så kørte vi som en sæk kartofler, erindrer Pedersen.
Ud over de allerede nævnte nationer deltager også Sverige, Tjekkiet og Letland i lørdagens finale, der begynder klokken 19 i Torun.
/ritzau/