Newcastle spænder ben for Manchester City

22. NOV 2025 • 20:35SPORT

Efter en målrig periode på syv minutter vandt Newcastle med 2-1 hjemme over Manchester City i Premier League.

Manchester City snublede i toppen af Premier League, da holdet lørdag aften tabte 1-2 ude til Newcastle.

Den engelske kantspiller Harvey Barnes scorede begge mål for Newcastle.

Med nederlaget røg City ned på tredjepladsen med 22 point efter 12 kampe. Chelsea, som tidligere lørdag vandt over Burnley, er toer med 23 point. Arsenal topper rækken med 26 point for en kamp færre.

Newcastle har generelt haft det vanskeligt i denne sæson og havde i de seneste ligakampe tabt til Brentford og West Ham.

Men hjemme på St. James' Park var Newcastle lørdag som forvandlet, og det fik City at mærke i løbet af kampen.

I første halvleg blev der ikke scoret, selv om der var masser af chancer i begge ender.

City-angriberen Erling Haaland brændte to store chancer i første halvleg, mens også Phil Foden var uskarp foran målet.

Newcastle havde også flere gode muligheder for at score, og her var den store synder Nick Woltemade. Harvey Barnes brændte desuden en god mulighed.

City-keeper Gianluigi Donnarumma diskede flere gange op med klasseredninger til stor frustration for hjemmeholdet.

Efter lidt under en time var Woltemade på spil igen, men det endte med samme udfald. Donnarumma stod i vejen.

En uvanligt uskarp Haaland magtede ikke at få netmaskerne til at blafre, men lige pludselig bød kampen alligevel på tre mål på syv minutter.

Barnes sparkede bolden i nettet fra kanten af feltet til 1-0 efter 63 minutter efter smart småspil med Bruno Guimarães.

Fem minutter senere svarede City tilbage og udlignede til 1-1. Det var City-stopperen Ruben Dias, der hamrede bolden fladt i nettet.

Efter 70 minutter viste Barnes igen målnæsen, da han tæt under mål dirigerede bolden i kassen.

Med sejren trækker Newcastle fra i bunden med nu 15 point efter 12 kampe. Det rækker til en placering som nummer 14.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT