New York Knicks sender mestrene ud af NBA-slutspillet

17. MAJ 2025 • 05:31SPORT

Boston Celtics er færdig i slutspillet efter det fjerde nederlag til New York Knicks, der er i semifinalen.

De regerende mestre i NBA fra Boston Celtics er færdige i slutspillet i den bedste nordamerikanske basketliga.

Mestrene tabte kvartfinaleserien mod New York Knicks, der natten til lørdag hentede den fjerde sejr i det sjette møde mellem de to klubber.

Hjemme i New York vandt Knicks med 119-81 over det nu detroniserede mesterhold.

Ogugua Anunoby og Jalen Brunson førte med 23 point hver an i værternes sejr over gæsterne fra Massachusetts.

Hjemmeholdet spillede generelt med stor variation i det offensive spil, da hele seks Knicks-spillere blev noteret for mere end 20 point.

New York Knicks førte - bortset fra få sekunder i kampens indledning - fra start til slut i en overbevisende præstation, hvor Boston Celtics aldrig formåede at skabe spænding om udfaldet.

Gæsterne kom ellers ind til opgøret med fornyet håb, efter at holdet natten til torsdag hjemme i Boston havde vundet den femte duel mellem de to klubber.

Det skete endda i overbevisende stil med 127-102, og derfor havde flere af Boston-spillerne udtrykt tro på, at de kunne levere et comeback i kvartfinaleserien.

Det er første gang i 25 år, at New York Knicks er nået frem til semifinalerne i slutspillet. Holdet nåede senest så langt i år 2000.

New York Knicks indleder semifinalerne på onsdag, når holdet tager imod Indiana Pacers.

Boston Celtics vandt sidste år titlen i NBA, da holdet slog Dallas Mavericks i finaleserien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT