Møller cementerer dansk drømmestart med flot comeback

13. SEP 2025 • 17:56SPORT

Elmer Møller leverede en overraskelse ved at bringe Danmark på 2-0 i Davis Cup-kamp mod Spanien.

Danmark har fået en forrygende start på Davis Cup-kampen mod Spanien.

Således fører kaptajn Frederik Løchtes tropper med 2-0 efter lørdagens singler.

Holger Rune bragte Danmark foran med 1-0, og i den anden kamp leverede Elmer Møller en overraskelse ved at slå Spaniens førstesingle, Jaume Munar, der er nummer 37 i verden.

Møller, der selv er nummer 113, fik store bank i første sæt, men rejste sig og vandt med cifrene 2-6, 6-1, 6-4.

Møller brød afgørende til 5-4 og servede kampen hjem, da hans sublime baghånd udplacerede Munar.

Det lignede ellers ikke dansk triumf efter første sæt. Danskeren kom godt nok foran med 2-0 fra start, men kunne ikke holde fast i første sæt. Munar fik styr på sit spil og gav ikke flere partier væk.

Flere af partierne var dog lange, og trods de komfortable cifre varede første sæt 50 minutter.

Allerede i andet sæts første parti var Møller nede med to breakbolde, og det lignede et tidligt brud, der kunne blive afgørende.

Men danskeren fik hevet partiet hjem, og så skiftede kampen karakter. Møller fik stort momentum, brød to gange i træk og førte ud af det blå med 4-0.

På under en halv time var sættet dansk med 6-1.

Tredje sæt blev et drama, der bølgede frem og tilbage. Møller brød til 1-0, men Munar udlignede med det samme. Også da Møller fik et brud til 3-2, svarede spanieren prompte tilbage.

Men da han gjorde det til 5-4, holdt danskeren momentum, og han kastede sig i gruset i jubel, da han havde sikret sejren.

I den første kamp levede Holger Rune op til favoritværdigheden og slog Pablo Carreño Busta med cifrene 7-5, 6-3.

Nu skal Danmark søndag blot vinde en kamp mere for at vinde samlet. Klokken 11.30 indledes der med en double, inden der spilles op til to singler om nødvendigt.

Vinderen indløser billet til Davis Cup Final 8 i Bologna, hvor verdens bedste otte nationer dyster om trofæet.

Danmark har ikke været blandt de otte bedste nationer i Davis Cup-sammenhæng siden 1988. Dengang slog Danmark netop Spanien for at nå kvartfinalen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

13. SEP 2025 • 17:48SPORT
Aalborg klasker GOG klart i topkamp
FÅ ABONNEMENT