Miniput chokerer og sparker Crystal Palace ud af FA Cup
Macclesfield FC fra den sjettebedste engelske række slår den forsvarende mester Crystal Palace ud af FA Cup.
En vaskeægte sensation udspillede sig lørdag eftermiddag i den engelske by Macclesfield.De lokale fodboldhelte fra den sjettebedste række overraskede alt og alle og smed de forsvarende mestre Crystal Palace ud af FA Cup i tredje runde.
Ifølge statistikmediet Opta er det første gang siden 1909, at et hold uden for de fire øverste rækker sender den forsvarende mester ud af FA Cup.
Og det var ingenlunde ufortjent, hvad der lørdag udspillede sig på det intime stadion i Macclesfield.
Hjemmeholdet, der trænes af det engelske fodboldikon Wayne Rooneys lillebror, John Rooney, gik opportunistisk til værks, og gæsterne fra det sydlige London virkede til at have undervurderet situationen.
Værterne åbnede festen kort før pausefløjt og sendte Crystal Palace i omklædningsrummet med en kold spand vand i hovedet.
Paul Dawson steg op til et hjørnespark, og med et imponerende og kraftfuldt hovedstød sendte han kuglen i nettet ved foden af fjerneste stolpe.
Det lille stadion nærmest eksploderede, og efter pausen blev det endnu vildere.
Efter en forfærdelig omgang klumpedumpe-bold i og uden for Crystal Palace feltet havnede bolden hos Isaac Buckley, der med en fræk afretning med ydersiden sendte Macclesfield på sensationskurs.
Mens spillere og ledere på Macclesfield-bænken var ved at bide neglene af, hældte Crystal Palace kul under kedlerne i slutfasen og fik også udlignet på et frispark.
Men Macclesfield fik til stor jubel for de lokale fans hældt bolden ud af farezonen igen og igen, og da dommeren fløjtede kampen af, blev banen invaderet i stor jubelrus.
/ritzau/
